
Når alle kommuner i løbet af det næste år skal begynde at indsamle ti forskellige typer affald til genbrug, bliver det tilladt at indsamle enkelte typer i samme beholder. Blandt andet må mad- og drikkekartoner, der som noget nyt skal indsamles over hele landet, indsamles sammen med plast og eventuelt metal.
Men det er en rigtig dårlig ide, mener Plastindustrien. Brancheforeningen frygter, at det vil forringe kvaliteten af plasten, så den bliver sværere at genanvende.
"Medlemmerne af vores Genanvendelsessektion er klare i deres udmelding: De fraråder på det kraftigste at have potentielle rester af mad- og drikkevarekartoner blandet sammen med plastfraktionen, da det forringer kvaliteten af det genanvendte plast betydeligt," skriver Plastindustrien i et høringssvar til den affaldsbekendtgørelse, som for nylig har været i høring.
Mangler data
Foreningen mener, at Miljøstyrelsen kun har fremvist data for, at kvaliteten er i orden for hård plast, men ikke når kartonerne blandes med både hård og blød plast.
"Plastindustrien frygter, at dette kan udvikle sig til en ny MGP-sag (metal, glas og plast), hvor store investeringer skal tilbagerulles pga. et vakkelvornt fagligt fundament for beslutningen," står der i høringssvaret.
En række kommuner indsamler i dag metal, glas og plast i samme beholder, men det skal udfases inden 2025.
"I rapporterne omkring kvaliteten af MGP-indsamlingen er det netop den bløde plast, som er særligt udfordrende, hvilket også kan være tilfældet ved sammenblanding af plast og mad- og drikkevarekartoner," hedder det videre.
I stedet kunne det være en mulighed at indsamle kartonerne sammen med papir og pap, da det skal genanvendes de samme steder. Foreningen foreslår dog at undersøge nærmere, om det vil forringe kvaliteten af papir og pap, før der træffes en endelig beslutning.
Marked for kvalitets-emballage
For øjeblikket bliver 18-20 pct. af plastaffaldet fra danske husholdninger genanvendt. Men ifølge Folketingets affaldsaftale fra juni skal der fra januar 2022 stilles krav om 60 pct. reel genanvendelse af det indsamlede plast, så der er et stykke vej endnu.
Ifølge Plastindustrien er der stor efterspørgsel på emballager lavet af genanvendt plast, men det stiller store krav til kvaliteten af plasten.
Man nævner som eksempel virksomheden Aage Vestergaard Larsen i Mariager, som har udviklet en teknologi til at omdanne husholdningsplast til emballage.
"Det har taget fem år at udvikle teknologien gennem MUDP-projekt, og denne udvikling er nu i fare, hvis der fremadrettet kommer rester af mad- og drikkevarekartoner i," advarer foreningen, som helst ser plast indsamlet separat.
Nogle kommuner har endda valgt at indsamle hård og blød plast hver for sig. Fx Vesthimmerland, hvor det er lykkedes at komme op på en genanvendelsesprocent på 98 ved at lade borgerne frasortere blød plast for sig, skriver Plastindustrien. Derfor ønsker man, at det fortsat skal være muligt at lade den type lokale projekter og testforsøg fortsætte.
Sådan er de nye krav til kommunerne
1. juli 2021 skal alle kommuner lave særskilt indsamling af mad, papir, pap, glas, metal, plast, kartoner og farligt affald, som alt sammen skal hentes hos borgeren.
Restaffald, før kaldet dagrenovation, skal selvfølgelig også fortsat hentes. Glas må godt indsamles i kuber inden for rimelig gåafstand.
1. januar 2022 skal også tekstil indsamles.
I sommerhusområder kan man erstatte henteordningen med en bringeordning en del af året. På ikke-brofaste øer med under 200 indbyggere kan man gøre det hele året.
Beholdere skal mærkes med de rigtige piktogrammer fra 1. januar 2022 eller når nuværende kontrakt udløber.
De forskellige typer affald skal som udgangspunkt indsamles hver for sig. Kommuner kan dog tillade at blande disse typer:
- - papir og pap
- - metal og glas
- - metal og plast
- - plast og kartoner
- - plast, kartoner og metal
Hvis man i dag indsamler glas, metal og hård plast i samme beholder, må man fortsætte med det til 1.1.2025. I så fald må man også fortsat indsamle papir, pap og blød plast sammen.
Kilde: Miljøstyrelsens udkast til Bekendtgørelse om affald og Vejledning om indsamlingsordninger
Også flere andre advarer om, at det kan være et problem at sammenblande kartoner med plast, især blød plast. Det gælder blandt andre Dansk Industri, Affalds- og Ressourceindustrien, Danske Vognmænd, Dansk Affaldsforening og emballagevirksomheden Plus Pack.
Sidstnævnte nævner også anlægget i Mariager, hvor selv en lille rest fra mælkekartonerne i plasten kan betyde, at plasten ikke kan omdannes til fx shampoo-emballage, men kun til nye paller.
Der er stor efterspørgsel på de genanvendte plastmaterialer fra de store supermarkedskæder, og derfor er det vigtigt at den indsamlede plast er af så høj kvalitet som muligt, skriver Plus Pack.
Hvorfor lige med plast?
Horsens Kommune undrer sig over, hvorfor man må blande kartonerne med plast, men ikke med pap, når nu det er papdelen af kartonerne, der kan genanvendes.
Helsingør Kommune har et ønske om at kunne indsamle metal og kartoner blandet sammen, da man netop har indført dobbeltkammerspande til plast og metal, og plastrummet typisk vil være fyldt før metalrummet. Derfor vil det spare kørsel at bruge den ekstra plads til kartonerne.
Samme argument fremfører Fredensborg i sit høringssvar.
Mangler anlæg i Danmark
KL gør i sit høringssvar opmærksom på, at det kun er fibre fra kartonen, der kan genanvendes, hvorimod plasten eller metallet på indersiden skal brændes eller eventuelt deponeres. Det bliver derfor svært for kommunerne at sikre en høj genanvendelse på andet end pappet.
Desuden finder der endnu ikke behandlingsanlæg i Danmark, der kan håndtere mad- og drikkekartoner, så der vil skulle samarbejdes om at finde de metoder, der bedst sikrer høj genanvendelse.
Artiklerne bygger på høringssvar, som DK Nyt har fået aktindsigt i. De er lige nu til behandling i Miljøstyrelsen. Den endelige bekendtgørelse ventes at være klar først i december.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.