
KERTEMINDE: En partifælle til Kertemindes borgmester, Kasper Ejsing Olesen (S), kræver nu hans afgang, og et konservativt byrådsmedlem opfordrer ham også til at overveje sin fremtid. De beskylder ham for at have afgivet urigtige oplysninger over for byrådet, skriver Kjerteminde Avis.
Sagen handler om en vejbod, der - som tidligere omtalt - har været en varm sag i kommunen i flere år. Planklagenævnet erklærede vejboden fra Skovlykke Frilandsgrønt ulovlig, men politikerne valgte trods direktionens indstilling at tillade den, hvilket fik Ankestyrelsen til at gå ind i sagen og udbede sig en forklaring fra kommunen.
Borgmesteren har henvendt sig til minister for byer og landdistrikter Morten Dahlin (V) om sagen, og det er svaret fra ministeren, striden nu står om.
På byrådsmødet torsdag d. 19. december var ministersvaret på som orienteringspunkt, og ifølge Kristian Hald (S) og Anne Fiber (K), som begge sidder i plan- og teknikudvalget, sagde borgmesteren i strid med sandheden, at mailen fra ministeren først var indløbet ti minutter før byrådsmødet. Men reelt kom svaret næsten en uge tidligere om fredagen, og borgmesteren modtog det om mandagen, skriver Kjerteminde Avis.
Kasper Ejsing Olesen siger til avisen, at han ønskede at orientere ejerne af vejboden inden byrådsmødet, og at han derfor først videresendte ministermailen til byrådet lige før byrådsmødets start. Ejerparret oplyser imidlertid til avisen, at de ikke fik nogen opringninger fra ham før dagen efter.
Borgmesteren har efterfølgende beklaget over for Kjerteminde Avis, at han har husket forkert om forløbet.
- Jeg lægger mig fladt ned og beklager over for både mine byrådskolleger og Verena og Michael Junge (vejbodens ejere, red.), men min intention var altså udelukkende, at de ikke skulle høre om ministerens brev gennem pressen, siger han.
"Ikke værdig"
Trods undskyldningen opfordrer både Kristian Hald (S) og Anne Fiber (K) borgmesteren til at overveje sin fremtid.
- Det er et problem, at han tilbageholder det ministersvar i fire arbejdsdage og sender det lige inden byrådsmødet, så han er den eneste, der kan forberede sig på sagen. Det betyder jo, at han står stærkt og kan virke handlekraftig, hvor alle vi andre står og ved ikke, hvilket ben vi skal stå på, fordi vi ikke har læst sagen. Det er et problem, siger Kristian Hald til TV2 Fyn.
- Jeg håber, at borgmesteren vil gå hjem og tænke sig rigtig godt om i weekenden og komme til den erkendelse, at han ikke længere kan være borgmester. Når man lyver om at have løjet for til sidst at forsvare sig med akut indsættende hukommelsessvigt, er man ikke værdig til at være borgmester, siger han til Kjerteminde Avis.
Anne Fiber har svært ved at se, hvordan man skal kunne stole på borgmesteren fremover.
- Det er ikke en borgmester, der tager sin rolle som borgmester alvorligt, når han agerer så tankeløst. Jeg kan jo bare konstatere, at min tillid til ham kan ligge på et meget lille sted, siger hun til avisen.
Tidligere infight
Det er ikke første gang, Kristian Hald har været i infight med sine partifæller i byrådet. I februar sidste år var der lagt op til, at byrådsgruppen ville ekskludere ham. Det endte dog med, at man i stedet gik til partiorganisationen for at få hjælp til samarbejdet.
"Det er ingen hemmelighed, at der er samarbejdsvanskeligheder i den socialdemokratiske gruppe. Vi har desværre i gruppen ikke et ens syn på, hvordan fællesskabet står stærkest," lød det dengang fra gruppeformand Sebastian Nielsen.
Planlov vil muliggøre landzonetilladelser
I den omstridte ministermail skriver Morten Dahlin i øvrigt, at vejboder netop er et af de forhold, han har drøftet med forligskredsen bag planloven, som i oktober indgik en aftale om ændringer i loven.
"Med aftalen er aftaleparterne enige om at ændre planloven, så kommunerne bl.a. får mulighed for - efter en konkret afvejning af de hensyn, der gør sig gældende i det enkelte område, at meddele landzonetilladelse til fritliggende vejboder og gårdbutikker m.v. i det åbne land på op til 8 kvm til salg af landbrugsprodukter produceret på den pågældende landbrugsejendom eller nærliggende gårde," skriver han.
Han tilføjer, at han ser frem til at fremsætte lovforslag, så aftalen kan blive til virkelighed, men at han ikke kan gå ind i den konkrete sag om vejboden i Kerteminde.
"Hvordan der skal følges op på Ankestyrelsens tilsynsudtalelse vedr. Skovløkke Frilandsgrønt, er et anliggende mellem Kerteminde Kommune og Ankestyrelsen," fastslår han i mailen, som ligger som mødebilag i byrådsreferatet.
Rettelse 11.30: I en tidligere version af artiklen skrev vi, at de to politikere kræver borgmesterens afgang. Anne Fiber oplyser, at det gør hun ikke, men at hun opfordrer borgmesteren til at overveje sin fremtid.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.