
Det skal være skidt, før det bliver godt, lyder et ordsprog, som borgere og politikere i Odder, Syddjurs og Norddjurs har messet for sig selv i over et år, alt imens talrige deadlines og løfter for driften af Aarhus Letbane er blevet brudt. For øjeblikket kører der nemlig ingen tog mellem Aarhus og de pågældende omegnskommunerne på de banelegemer, som ellers gennem 140 år har været brugt til at fragte masserne.
I stedet sidder passagerne i trafikkøer i deres nyindkøbte ekstra-pendler-biler eller i togbusser via de hovedveje, der er placeret parallelt med skinnerne, hvor der burde køre spritnye letbane-vogne.
- Vi er irriterede over det. Der er flere og flere, der dropper togbusserne, og som køber en lille, ekstra bil i stedet for. Jo længere det trækker ud, jo sværere bliver det at få folk ud af bilerne igen og over i togene, siger Ole Bollesen (S), borgmester i Syddjurs.
At letbanen er forsinket er, hvad det er, men det værste er, at forvaltningerne bliver holdt hen i uvidenhed omkring projektets tidsrammer, lyder det i kor fra de tre borgmestre.
Det skriver kommunen.dk.
I Odder Kommune understreger borgmester Uffe Jensen (V), at letbanen bliver en kæmpe gevinst – engang i en ukendt fremtid. Også i Syddjurs oplever forvaltningen og borgmesteren at blive holdt hen i det uvisse.
- Før du ringede, kom en af vores akademiske sekretærer faktisk lige ind og spurgte, om jeg havde hørt noget om et brev, som vi sendte for en måned siden til sekretariatet ved Aarhus Letbane, men nej; vi har ikke hørt en skid fra dem. Det er rigtig skidt, fortæller Ole Bollesen.
Hos Aarhus Letbane I/S hører den nye direktør, Michael Borre, hvad kommunerne siger.
- Vi forstår godt frustrationerne. Jeg har for nylig informeret kommunaldirektørerne i letbanekommunerne, og i den kommende tid tager jeg sammen med letbanens nye bestyrelsesformand rundt og taler med de berørte borgmestre. Vi ønsker at imødekomme deres ønsker om mere kommunikation, det er allerede på vej, siger Michael Borre.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.