

BRØNDBY: Kommunalbestyrelsen i Brøndby Kommune har vedtaget en ny støjhandlingsplan. I planen lægger politikerne op til, at hastigheden på en række veje skal ned.
Tal fra Vejdirektoratet viser, at størstedelen af trafikstøjen kommer fra de tre statslige motorveje, der går gennem kommunen. Samtidig er hele 64 procent af alle boliger i Brøndby plaget af trafikstøj, hvilket gør Brøndby til en af de kommuner i landet, der døjer mest med den type støjbelastning.
- Kampen mod trafikstøj er en meget vigtig dagsorden, fordi støjen går ud over vores sundhed og trivsel og begrænser vores mulighed for udvikle Brøndby Kommune. Vi tager derfor kampen mod trafikstøj meget seriøst, og jeg er utroligt glad for, at en af mine sidste handlinger som borgmester er at være med til at få den nye støjhandlingsplan vedtaget, siger Kent Magelund (S), som fra fredag overdrager borgmesterposten til Maja Højgaard (S).
Ned med hastigheden
En af visionerne i den nye støjhandlingsplan er, at hastigheden på motorvejene gennem kommunen skal ned. Men motorvejene er statslige, og derfor kan kommunen ikke uden videre sænke hastigheden.
Brøndby er dog med i partnerskabet Silent City sammen med 35 andre kommuner, hvor hastigheden på motorvejene er en af mærkesagerne.
Det er slet ikke første gang, at en kommune ønsker at få hastigheden ned på motorvejen. På Fyn forsøgte Odense, Nyborg og Middelfart kommuner det samme sidste år. Her blev man mødt med skepsis af transportminister Thomas Danielsen (V), som frygter "at det kan blive særdeles dyr rent samfundsøkonomisk på grund af den ekstra tid, der bruges på transport."
Ligeledes for et år siden prøvede 12 borgmestre i hovedstadsområdet - herunder Brøndbys Kent Magelund - med et brev til flere ministre. Heller ikke dette forsøg har haft en mærkbar effekt på Christiansborg.
Bedre forhold til kollektiv trafik
Hastigheden skal også ned på de kommunale veje i Brøndby. Det gælder bl.a. Strandesplanaden, Søndre Ringvej og Roskildevej.
På de mindre veje i boligområderne skal bilisterne højst køre 40 km i timen.
Derudover vil Brøndby Kommune forbedre forholdene for de gående, for cyklisterne og for den kollektive trafik, så flere vælger disse muligheder frem for bilen.
Du kan læse Brøndby Kommunes nye støjhandlingsplan her.
lal
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.