KØBENHAVN: Foreningen Amager Fælleds Venner fik tidligere på måneden medhold i Københavns Byret i, at byggeriet på Amager Fælled skulle indstilles. Den beslutning kærer bygherren Fælledby nu, oplyser selskabet i en pressemeddelelse.
Fælledby, der hele tiden har protesteret imod et forbud, mener, at sagen har "principiel betydning" for nuværende og fremtidige byggerier. De vil nu have landsrettens vurdering af, hvad bygherren kan tillade sig, udtaler direktør Erling Thygesen.
- Fælledby P/S har hele tiden udviklet området ved Amager Fælled efter de forskrifter og vejledninger, vi har modtaget fra kommunen og Miljøstyrelsen. Alligevel er vi nu endt i limbo mellem de tilladelser, vi har fra kommunen, og byrettens kendelse. Derfor skal sagen prøves i landsretten, så vi – og andre bygherrer – kan være helt sikre på, hvad vi må og hvad vi ikke må, både i nuværende og fremtidige byudviklingsprojekter, udtaler han.
Uvis forsinkelse
Forbuddet bunder i, at to nævn - Planklagenævnet og Miljøklagenævnet - tidligere på sommeren bestemte, at klager over Københavns Kommunes afgørelser i sagen skulle have opsættende virkning.
Det skyldes usikkerhed om, hvorvidt hensynet til arten stor vandsalamander er blevet tilstrækkelig tilgodeset. Klagen til nævnene kom fra Danmarks Naturfredningsforening og fra Amager Fælleds Venner.
Men da bygherren lod maskinerne fortsætte på arealet på trods af nævnenes afgørelse, gik foreningen til Københavns Byret for at få nedlagt et forbud. Klagesagerne mangler fortsat at blive endelig afgjort.
I meddelelsen onsdag bemærker Fælledby P/S, at det i øjeblikket ikke er til at sige, hvor lang tid projektet bliver forsinket, eller hvad det kommer til at betyde for økonomien.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.