
LOLLAND: Champagnepropperne sprang i Rødbyhavn i dag onsdag, da landdistriktsminister Morten Dahlin (V) kom med en god nyhed til borgmesteren og det øvrige økonomiudvalg: Regeringen er positiv overfor at tillade hotelbyggeri på et område, som er blevet dannet med opgravet materiale fra Femern-byggeriet. Det skriver Lolland-Falsters Folketidende.
Hidtil har kystbeskyttelseslinjen stået i vejen for planerne om et stort turisteventyr ved Rødbyhavn, men under et besøg i sidste uge lod ministeren sig overbevise af borgmester Holger Schou Rasmussen (S), som argumenterede med, at beskyttelseslinjen bør rykkes, efter at Lolland er vokset med et par kvadratkilometer, og at der ikke er noget kystnatur at beskytte.
- Det her er et jorddepot. Det er ikke et naturområde endnu. Vi har investorer og ejendomsudviklere, der vil etablere 1.000 overnatningspladser hernede. Det er en investering på tre milliarder kroner og kan skabe 1.000 arbejdspladser, sagde han ifølge Lolland-Falsters Folketidende.
Regeringen kan se perspektivet i den massive private investering, sagde Morten Dahlin i dag. Derfor vil regeringen nu arbejde for at få de nødvendige ændringer i anlægsloven for Femern-byggeriet. Dog med tre betingelser: Kysten skal sikres mod oversvømmelser, der skal findes passende erstatningsnatur, og der skal laves en vurdering af projektets konsekvenser for miljøet.
Betingelserne skal opfyldes i samarbejde mellem staten, kommunen og Femern A/S/Sund & Bælt, som ejer området. Udgangspunktet er godt, vurderer Holger Schou Rasmussen, som foreløbig ikke vil røbe, hvem den interesserede investor er. "Men nu har man fået et signal om, at det bliver til noget, så nu kan investorerne bruge flere penge på at rette planerne til," siger han.
International topklasse
Lolland Kommune har tidligere i en udviklingsplan for Lollands Sydkyst beskrevet, hvordan den lange sydvendte kyststrækning har potentiale til at udvikle sig til en kystdestination i international topklasse, når Femernforbindelsen står klar.
Af planen fremgår, at det nye strandareal med sand fra Femernbyggeriet bliver dobbelt så stort som Amager Strandpark og kan rumme både en naturstrand, en aktivitetsstrand, en lagune og et klitlandskab, ligesom der kan laves nye former for både naturrum og bebyggelse.
"På stranden bliver der plads til både at bade, lege eller surfe, og længere inde mod land kan der opføres nye ferieresorts og overnatningsmuligheder. Naturligvis godt integreret i naturen med grønne kiler imellem," står der i kommunens omtale af planen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.