
Som en del af den grønne trepart kan der nedsættes op til 18 kystvandråd, som med lokal viden kan hjælpe med at få tilstanden i fjorde og kystvande så god, at man undgår iltsvind og fiskedød.
Rådene må bestå af op til 20 medlemmer fra interesseorganisationer og foreninger, som har et lokalt udspring, og som dermed kan være med til at give indsatsen mod kvælstofforurening en lokal forankring. De får især til opgave at rådgive de lokale treparter.
Der findes allerede fire kystvandråd, som blev nedsat i forbindelse med landbrugsaftalen i 2021. De dækker den centrale del af Limfjorden, Odense Fjord, Ringkøbing Fjord og Vadehavet.
Og nu er der altså mulighed for at få godkendt op til 18 kystvandråd mere. Kommuner kan søge Ministeriet for Grøn Trepart om lov inden 10. marts. Bliver de godkendt, kan de få midler til sekretariatsdrift.
Foreninger og organisationer
En af ansøgningerne kan ventes fra Aabenraa Kommune. Kommunen arbejder for et kystvandråd for Aabenraa Fjord og efterlyser nu på sin hjemmeside relevante foreninger og organisationer, som ønsker at være med.
Der kan være tale om relevante erhvervsorganisationer, forsyningsselskaber i oplandet samt foreninger og organisationer, hvis hovedformål er beskyttelse af natur og miljø eller rekreative interesser, eller som har interesser forbundet med beskyttelse og benyttelse af vand.
Også omkring Horsens Fjord er der optræk til en ansøgning om et kystvandråd. Flere af parterne i den lokale trepart har et ønske om et sådant råd, fremgår det af et referat fra bæredygtigheds-, natur- og klimaudvalget i Horsens.
Udvalget har godkendt et kommissorium for rådet, hvor seks landboorganisationer, Danmarks Naturfredningsforening, Dansk Ornitologisk Forening, Danmarks Sportsfiskerforbund, Dansk Skovforening, Danmarks Jægerforbund, Friluftsrådet, Naturstyrelsen samt Aarhus Universitet og Syddansk Universitet inviteres til at sende en repræsentant hver.
Hedensted og Odder er sammen med Horsens er en del af ansøgningen om et kystvandråd for Horsens Fjord.
Også andre steder i landet er der tale om at oprette et kystvandråd. Det gælder bl.a. i Roskilde, hvor økonomiudvalget på et møde i december godkendte, at kommunen går positivt ind i arbejdet for at oprette to kystvandråd omkring Roskilde Fjord og Isefjord.
Læs mere om nedsættelse af kystvandråd her.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.