
Mange kommuner har svært ved at håndtere og afsætte det tekstilaffald, som de siden 1. juli har haft pligt til at indsamle, skriver Jyllands-Posten. En del af problemet er, at tøjet bliver vådt og derfor ikke kan genanvendes.
I Aarhus, Norddjurs, Syddjurs og Favrskov er 56 pct. af de indsamlede tekstiler blevet brændt, og Argo, som håndterer affald fra ni sjællandske kommuner, har måttet skrotte en aftale med en hollandsk koncern, fordi affaldet ofte var for fugtigt. I København har 40 pct. af de indsamlede tekstiler været for våde eller på anden vis for medtagede til genanvendelse.
Det er et EU-krav, at tekstilaffald skal indsamles fra 2025. Miljøstyrelsen er opmærksom på, at både marked og teknologi fortsat er under udvikling, og miljøminister Magnus Heunicke (S) bemærker over for avisen, at industrien har efterspurgt en stabil forsyning af tekstilaffald for at kunne udvikle nye løsninger til genanvendelse. Professor Gert Tinggaard Svendsen advarer til gengæld om, at borgernes tillid kan tage skade, hvis det sorterede affald ikke i tilstrækkelig grad bliver genanvendt.
Branche i udvikling
Allerede sidste sommer, da tekstilindsamlingen blev obligatorisk, blev det understreget, at det svære ikke er at indsamle affaldet, men at få det genanvendt. Det understregede bl.a. Jens Bomann Christensen, direktør i Dansk Affaldsforening, som siden har skiftet navn til Cirkulær.
- Det bliver en kamp om at finde nogen, der gider have det. Noget af vores tekstilaffald bliver til isoleringsmaterialer eller fyld til bilsæder, men størstedelen er der i dag ingen, der vil have, sagde han dengang til DR om det marked, som endnu ikke var udviklet.
Hos virksomheden New Retex, som laver tekstilaffald om til nye fibre, glædede man sig over den obligatoriske indsamling. "Det betyder, at vi kan få nogle mængder, så vi kan få gang i vores produktion og få samlet data ind, så vi hele tiden bliver klogere på, hvad vi smider ud, og hvordan vi kan genanvende det," sagde adm. direktør Rikke Bech.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.