DRAGØR: På trods af informationskampanger, breve og borgermøder er det ikke lykkedes at få mere end 35 pct. af borgerne til at tilslutte sig fjernvarmeprojektet i Dragør. Et godt stykke fra de 65 pct., det har brug for.
I maj opstod der pludselig tvivl om projektets økonomiske grundlag, hvilket fik kommunalbestyrelsen til at igangsætte en ekstern undersøgelse af økonomien.
Undersøgelsen viste at de takster, som har ligget til grund for Dragør Fjernvarme A/S’ tilmeldingskampagne, ikke er tilstrækkelige til at sikre selskabets økonomi på længere sigt. Selskabet er underfinansieret med cirka 25-50 procent.
På baggrund af undersøgelsen har både Klima-, By- og Erhvervsudvalget og Økonomiudvalget besluttet, at de anbefaler kommunalbestyrelsen at droppe projektet. På det grundlag skal kommunalbestyrelsen på torsdag tage stilling til den videre proces for fjernvarmeprojektet, men det ligger i kortene, at det ender her.
- Der er ikke tilstrækkelig opbakning blandt borgerne til fjernvarme, hvilket vi i De Konservative respekterer. Og samtidig har det vist sig, at økonomien vil være udfordret grundet nye udmeldinger om projektets forudsætninger fra Tårnby Forsyning. Og ansvarlighed er det vigtigste for os, så derfor lukker projektet, siger Kenneth Gøtterup (K), borgmester i Dragør.
Nu bliver det individuel forsyning
Partierne er over en bred kam rigtig ærgerlige over, at projektet ikke kan lade sig gøre. Især fordi det er svært at forestille sig, hvor den kollektive forsyning så skal komme fra - i stedet skal borgene finde individuel varmeforsyning. Administrationen vender tilbage i efteråret med informationer om alternative varmekilder, og varmeplanen skal revideres.
- Det får store konsekvenser for de borgere, der havde tilsluttet sig, for kommunens klimaplan og for varmeforsyningen, som nu ikke kan blive kollektiv, men må baseres på individuelle løsninger. Det kan ikke begrædes nok. Det bliver svært for mange, særligt i tæt bebyggede områder, og der venter svære drøftelser i boligselskaber, ejerforeninger og den gamle by. Vi må se på, hvordan kommunen kan understøtte disse, siger 1. viceborgmester Nicolaj Bertel Riber (S).
Borgmesteren mener især, det vil være udfordrende for borgere, der bor i lejligheder eller i Dragørs gamle bydel med 300 bevaringsværdige boliger fra 1700-tallet.
Selvom man i Dragør har gjort alt, hvad man kunne for at få det til at lykkes, mener borgmesteren, at man har løst den opgave, man blev stillet af regeringen, om at undersøge, om det var muligt at etablere fjernvarme i kommunen:
- Regeringen pålagde os en stor opgave. Den løste vi, men regeringen har efterfølgende bidraget til den vanskelige udrulning, særligt med uklare udmeldinger om udfasningen af gas, der har skabt usikkerhed. Det har været som hækkeløb, hvor forhindringerne hele tiden blev flyttet, siger Kenneth Gøtterup.
MBH
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.