Træer i byerne giver skygge, når solen bager ned – og beskytter mod blæst og regn. Men i stedet for at plante flere træer i vejkanten eller i gågader, har flere danske storbyer fået færre træer, lyder det i en ny rapport fra den svenske skov-, park- og havevirksomhed Husqvarna, der har analyseret kortdata over de 11 største danske byer, skriver Ingeniørens EcoTech.
Samtidig er der stor forskel på, hvor mange træer der er i danske byer. Eksempelvis har Aalborg ifølge rapporten en trækronedækning på 18 procent, Herning har 21 procent, hvorimod Vejle har en trædækning på 35 procent.
Generelt er de danske byer ifølge kortlægningen blevet 500.000 m2 grønt område fattigere fra 2021 til 2022, hvor den seneste kortdata er fra.
- Det ser ikke ud til, når man færdes ude i landskabet og kigger med mine briller, at træplantningsaktiviteten i byerne er særlig høj, siger Palle Kristoffersen, der er forhenværende adjungeret professor i Parkteknologi ved Københavns Universitet og har skrevet en ph.d om bytræer, til Ingeniørens EcoTech.
Ikke nok jord
Aarhus Kommune har kastet håndklædet i ringen, hvad angår målsætningen om at plante 10.000 bytræer inden 2025. Det har Aarhus Stiftstidende tidligere skrevet.
Et grundlæggende svar på, hvorfor der ikke plantes flere træer, er, at der simpelthen ikke er tilstrækkeligt med jord i byerne, påpeger Palle Kristoffersen.
Når der skal plantes nye bytræer i dag, så skal kommunen både bruge penge på at bryde asfalt og beton op, grave ud og lave konstruktioner, hvor man kombinerer, at der kan vokse rødder under jorden samtidig med, at der er belægning ovenpå.
Faktisk kan det at plante et ‘pænt stort’ kommunalt træ med en stammediameter på 10 centimeter og en trækrone på knap 5 kvadratmeter koste 100.000 kroner - altså alene for ét træ.
Et andet problem er undergrunden, fortæller Oliver Bühler, der er studielektor på Skovskolen ved Københavns Universitet og forsker i bytræers udfordrende vækstbetingelser.
- Begrænsningerne er det, man ikke ser på et kort, men ligger under jorden. Der er ikke en centimeter, hvor der ikke er ledninger af den ene eller anden art, forklarer han til EcoTech.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.