
BORNHOLM: Politikere stod i kø for at vise vælgerne, hvem der har det grønneste partiprogram under folketingsvalget, hvor emnet har fyldt mere end nogensinde før. Med de mange løfter er der risiko for, at det nye folketing ikke lever op til forventningerne sagde Alternativets partileder Uffe Elbæk torsdag i sin tale på hovedscenen på Folkemødet i Allinge.
- Hvis vi politikere ikke tager ind, hvor alvorlig situationen er, og hvor klart befolkningen gav det stemme, så kommer vi til at se langt, langt mere civil ulydighed de kommende år. Og jeg kan forstå det. Det betyder, at alle vi politikere er til eksamen, sagde Uffe Elbæk.
Alternativet havde et dårligt valg 5. juni og gik fra ni til fem mandater, selv om et af valgets helt store emner var klimapolitik, hvilket er partiets største mærkesag. Desuden kan rød blok danne flertal med 91 mandater uden Alternativet, hvorfor partiet ventes at få svært ved at få indflydelse, hvis Socialdemokratiets formand, Mette Frederiksen, danner regering.
Selv om Uffe Elbæk følte, at partiets grønne dagsorden blev kapret af andre partier, var han glad for, at emnet er kommet på dagsorden.
- På den ene side er vi kæmpe glade for det, og på den anden side siger vi 'damn it', for det betyder, at der var rigtig mange af vores kolleger, der også synes, at de var grønne. Pludselig stod der en række partier, der så grønne ud. Men så siger jeg med et smil: 'but there is only one original', sagde Uffe Elbæk.
Han fremhævede i sin tale, at almindelige borgere også har et ansvar og kan være med til at finde på de gode ideer, der kan skabe et grønnere samfund.
- De gode ideer kommer ikke fra Christiansborg. Gennem historien er de virkelig radikale samfundsideer ikke kommet fra magtens centrum. De kommer fra kanten, fra almindelige borgere, fra skæve hjerner, marginaliserede grupper og alle andre steder fra end magtens centrum, sagde Uffe Elbæk.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.