I landets seks største kommuner skal alle nye bybusser fra næste år køre på el eller brint. Det har kommunerne forpligtet sig til efter at have indgået såkaldte klimasamarbejdsaftaler med transportminister Benny Engelbrecht (S). Det oplyser Transport- og Boligministeriet i en pressemeddelelse.
Det betyder, at alle nyindkøbte bybusser i København, Aarhus, Odense, Aalborg, Vejle og Frederiksberg skal være nulemissionsbusser fra 2021.
De seks kommuner står i dag for omkring en fjerdedel af den samlede kollektive buskørsel. Ud af alle 3.330 bybusser i landet kører cirka 800 i netop de kommuner.
- Derfor er det også helt naturligt, at de skal være drivkraften i omstillingen af den kollektive trafik, siger Benny Engelbrecht.
Han håber, at flere af landets kommuner vil følge efter og tiltræde aftalen.
250 meter til ladestander
I København er man allerede i gang med at udfase de forurenende bybusser. Her skal alle nye busser fra 2020 være nulemissionsbusser, og alle dieselbusser skal inden udgangen af 2025 være omstillet til nulemission.
- Vi har mindsket CO2-udledningen med mere end 40 pct. siden 2005. Vi har en grøn metro i verdensklasse og er godt i gang med at udskifte alle byens busser til el, så de hverken larmer eller sviner, siger Københavns overborgmester, Frank Jensen (S).
Ligesom Københavns Kommune har Frederiksberg også forpligtet sig til, at alle nye busser skal være nulemissionsbusser, og dieselbusser skal helst i 2025 være udfaset.
Alle borgere på Frederiksberg skal senest i 2025 have mulighed for at lade deres elbil op højst 250 fra meter fra deres bolig.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.