
- Dybt skuffende. Det er en rigtig trist dag. Men vi kæmper videre med næb og kløer.
Det siger Vardes borgmester, Erik Buhl (V), til den ny analyse, som det statslige selskab Energinet har fremlagt mandag.
Ifølge Energinet kan kun 26 ud af i alt 170 kilometer planlagt højspændingsledning fra Idomlund ved Holstebro til den tyske grænse lægges i kabler i jorden.
Det er en forøgelse fra 10 til 15 pct. af, hvad man oprindeligt kalkulerede med, oplyser administrerende direktør Henrik Riis fra selskabet Energinet Eltransmission.
- Vi kan lægge lidt mere kabel i jorden end de 16-17 kilometer, vi planlagde. Vi havde gerne set, at vi kunne kabellægge noget mere. Men de alternative løsninger, vi har undersøgt, dur ikke, siger Henrik Riis til Ritzau.
Hvis man eksempelvis graver kabler ned over længere strækninger, kan det bringe Danmarks forsyningssikkerhed i fare.
'Støj'
Ifølge rapporten vil alternativerne give risiko for forvrænget spænding - 'støj' - i strømforsyningen. Det kan medføre forkortet levetid og fejl i elnettet og i elapparater hos forbrugerne.
Det er Miljøstyrelsen, som skal afgøre, hvor på den lange strækning kablerne skal lægges i jorden. Planerne om 500 højspændingsmaster på 35 meters højde har vakt vrede i de seks jyske kommuner, der bliver berørt.
Men de planlagte nye elforbindelser gennem Jylland er vigtige for at omlægge den danske elforsyning fra sort til grøn, så mere vindmøllestrøm kan indpasses i systemet, påpeger energi- og klimaminister Lars Chr. Lilleholt (V).
Han bad efter kraftig lokal modstand Energinet undersøge alle muligheder og holdt i august to borgermøder for de berørte borgere.
- Det afgørende for mig er, at vi får flest mulige af de her kabler gravet ned, og vi får størst mulig sikkerhed for, at alle sten er vendt, siger Lilleholt til Ritzau.
'Elmotorvejen' med 400-kilovolt-kabler gennem Jylland skal forbindes med Viking Link, som er et 770 kilometer langt søkabel til England.
Energinets rapport skal nu gennemgås af udenlandske eksperter.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.