
HELSINGØR: Bilisternes organisation FDM fik ikke noget ud af at klage til Ankestyrelsen over Helsingør Kommunes beslutning om at indføre betalingsparkering i dele af kommunen for godt et år siden.
FDM mente, at kommunens formål med at indføre betalingsparkering var at få flere penge i kassen, hvilket ikke er tilladt ifølge reglerne.
FDM begrundede det bl.a. med, at der i råderumskataloget for Budget 2024 stod, at betalingsparkering kunne bidrage med indtægt, og flere politikere havde nævnt den økonomiske side af sagen i diverse udtalelser.
Men kommunen har oplyst, at betalingsparkeringen er indført som et adfærdsregulerende tiltag til at løse parkeringsudfordringer i udvalgte områder, og at betalingen er trafikalt og ikke økonomisk begrundet.
Og den udtalelse er Ankestyrelsen tilfreds med. "Vi vurderer således på baggrund af ovenstående, at der ikke er anledning til at rejse en tilsynssag," skriver styrelsen i sin afgørelse.
Betalingsparkeringen har i øvrigt givet meget debat i kommunen, fordi den blev indført af et snævert flertal udenom borgmester Benedikte Kiær (K), da et partihop i 2023 fik det borgerlige flertal bag hende til at forsvinde.
Vejlovens §90 om, hvornår parkering må koste
Vejmyndigheden kan kræve betaling for benyttelse af særligt indrettede offentlige parkeringspladser og -anlæg for motorkøretøjer til dækning af udgifterne ved indretningen og driften af sådanne pladser og anlæg samt til tilsyn med de parkerede motorkøretøjer.
Stk. 2. Vejmyndigheden kan med politiets samtykke bestemme, at der på parkeringspladser, parkeringsanlæg eller andre arealer på offentlige veje, hvor der ønskes en begrænsning af adgangen til at parkere motorkøretøjer, opkræves en betaling for parkering, der kan sættes i forhold til det tidsrum, motorkøretøjerne holder parkeret.
Ankestyrelsens afgørelse kan læses i sin helhed her.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.