Ved udgangen af 2018 befandt der sig fire-fem ulve i Danmark, vurderer forskerne fra Aarhus Universitet og Naturhistorisk Museum Aarhus, som overvåger ulven i Danmark for Miljøstyrelsen. Der er formentlig to til tre ulve i Vestjylland, én ulv i Nordjylland og én ulv på Djursland. Det betyder, at der er blevet færre ulve i løbet af året. Dette kan man læse i den 2018-status, som Miljøstyrelsen har lavet vedrørende ulve.
Miljøstyrelsen udbetaler kompensation til landmænd, som mister husdyr som følge af ulveangreb. I 2018 besigtigede Naturstyrelsens ulvekonsulenter i 104 tilfælde husdyr, som var formodet angrebet af ulv. Ved besigtigelserne obducerer ulvekonsulenterne de dødfundne dyr og tager i mange tilfælde prøver til DNA-analyse.
Der blev ved disse 104 besigtigelser fundet dokumentation for, at ulve 28 gange havde angrebet husdyr (26 angreb på får/lam og to angreb på kalve), mens der i de resterende 76 tilfælde var tale om dyr, som var selvdøde, dødfødte, angrebet af andre rovdyr (fx 11 angreb fra guldsjakaler, 10 angreb fra hunde).
I slutningen af 2016 etablerede et ulvepar sig i Vestjylland syd for Holstebro. Ulveparret fik otte hvalpe i foråret 2017. Det antages, at der i dag er to-tre ulve tilbage i området. I starten af 2017 oprettede Miljøstyrelsen i samme område en tilskudsordning til ulvesikring af hegn. Der er til dags dato etableret ca. 35 kilometer ulvesikret hegn i området, hvoraf Naturstyrelsen har ulvesikret ca. 25 kilometer hegn på egne arealer, mens syv forskellige husdyrholdere har ulvesikret tilsammen ca. 10 kilometer hegn på private arealer.
Der har endnu ikke været ulveangreb på de private arealer, mens der på Naturstyrelsens mere afsidesliggende naturarealer har været en række ulveangreb på husdyr. Fælles for disse angreb er, at hegnet har været enten fejlmonteret eller ødelagt af kronvildt ved hvert angreb. Der er således ikke dokumenteret ulveangreb bag et fungerende ulvesikret hegn i Danmark.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.