
NORDDJURS: Flere års armlægning mellem Norddjurs Kommune og staten om, hvem der skal finansiere kystsikring på Anholt, kan være på vej til at blive afgjort, efter at der i forbindelse med en aftale i fredags om fremrykning af skatte- og afgiftslempelser blev afsat 45 mio. kr. til kystbeskyttelses- og naturindsatser. I et 'forståelsespapir' om aftalen nævnes Anholt udtrykkeligt som modtager af en del af disse midler.
Kystbeskyttelses- og naturpuljen er en af tre puljer i aftalen, som regeringspartierne Venstre, Liberal Alliance og De Konservative indgik med Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, De Radikale og SF. Regeringen har ellers som målsætning, at der skal være færre, men større puljer for kommuner at søge penge fra. Men innovationsminister Sophie Løhde (V), der har sat sig selv i spidsen for oprydningen, har dog også sagt, at hun 'ville være politisk naiv og meget utroværdig', hvis hun skulle afvise, at der kom flere puljer.
Det kom der så også mindre end et par uger efter udtalelsen. I forståelsespapiret om aftalen hedder det, at puljen til kystbeskyttelses- og naturindsatser 'udmøntes i samarbejde med miljøordførerne fra aftalepartierne', og at der 'er en forståelse om, at der bl.a. tildeles midler til' tre specifikke projekter, hvoraf 'en styrket kystbeskyttelse på Anholt' nævnes som det første.
Staten har tidligere stillet i alt otte mio kr. i udsigt, Norddjurs Kommune har selv afsat 1,5 mio. kr. og øens borgere har skaffet en mio. kr. ved crowdfunding. En kystsikring i den udgave, kommunen foretrækker, vil koste 16 mio. kr., og med forståelsespapirets tilsagn om, at der tildeles yderligere midler til 'en styrket kystbeskyttelse på Anholt', synes en fuld finanisering inden for rækkevidde.
Norddjurs-borgmester Jan Petersen (S) betragter tilsagnet om yderligere midler som 'en anerkendelse af, at der er og vil også i fremtiden være en række situationer, hvor Norddjurs Kommune og staten er nødt til at indgå et partnerskab i arbejdet med at løfte nogle af de tungeste opgaver på Anholt', siger han til Århus Stiftstidende.
Jan Petersen forventer ifølge avisen, at den længe savnede kystsikring på Anholt kan etableres inden førstkommende sæsonen for efterårs- og vinterstorme.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.