
I sidste uge blev det første møde for Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord afholdt.
Og målet for den kommende tid er klart: Inden årets udgang skal de være klar med en omlægningsplan, der skal udtage i alt 18.004 hektar kulstofrig lavbundsjord og sikre, at kvælstofudledningen til Ringkøbing Fjord reduceres med 1.686 tons. Derudover skal der i 2025 laves en plan for skovrejsning.
- Nu er vi i gang. Vi har et kæmpe stykke arbejde foran os, men stemningen er god, og vi er enige om, at vi skal i mål med den bundne opgave det er, at udtage lavbundsarealer og reducere kvælstofudledningen til fjorden, siger formand for Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord Ole Nyholm Knudsen (V).
Han er også formand for Ringkøbing-Skjern Kommunes Teknik- og Miljøudvalg, og understreger, at alle udtagninger skal basere sig på frivillighed:
- Vi hverken vil eller kan pålægge lodsejere at indgå i en jordfordeling, siger han og tilføjer, at alle dagsordener og referater fra møder i Den Lokale Trepart vil blive offentliggjort på Ringkøbing-Skjern Kommunes hjemmeside.
Foruden Ringkøbing-Skjern består Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord af Herning, Ikast-Brande, Varde, Billund og Vejle Kommuner samt Naturstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening, landboforeningen Vestjysk og Ikast-Brande Landboforening.
Herudover har Holstebro, Hedensted og Silkeborg kommuner observatørstatus i treparten.
På det første møde blev Ikast-Brande Kommunes viceborgmester og formand for Klima-, Natur- og Bæredygtighedsudvalget, Kasper Pauli Pedersen, valgt som næstformand for treparten.
Dilemmaer i arbejdet
På mødet drøftede medlemmerne af Den Lokale Trepart nogle af de dilemmaer, der ligger i arbejdet med omlægningsplanen.
For eksempel kan der være en forskel mellem de områder, hvor lodsejerne ønsker at indgå i omlægningsprojekter, og de områder, hvor man ville få den største miljø- og klimaeffekt. Medlemmerne drøftede også, om det er en prioritet at udtage mange små områder spredt ud over flere kommuner - eller få store, sammenhængende områder.
Herudover debatterede treparten begrebet multifunktionalitet, herunder også, om man kan omlægge arealer, hvor der tidligere har været dyrket f.eks. majs til græsmarker i stedet for helt at udtage arealerne fra landbrugsdrift - ligesom det blev påpeget, at ny skov og beskyttet natur ikke nødvendigvis skal være på den bedste landbrugsjord.
Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord
- Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord er én ud af 23 nationale treparter.
- Treparterne skal arbejde for, at i alt 140.000 hektar lavbundsjorde bliver udtaget af drift og omlagt til natur, og kvælstofudledningen skal reduceres med 13.780 tons pr. år.
- Målene skal være nået i 2030.
- Den Lokale Trepart for Ringkøbing Fjord består af Ringkøbing-Skjern Kommune, Herning Kommune, Ikast-Brande Kommune, Varde Kommune, Billund Kommune, Vejle Kommune, Naturstyrelsen, Danmarks Naturfredningsforening, landboforeningen Vestjysk og Ikast-Brande Landboforening. Herudover har Holstebro Kommune, Hedensted Kommune og Silkeborg Kommune observatørstatus i treparten.
- Følg med i den lokale treparts arbejde her.
Kilde: Den Lokale Trepart Ringkøbing Fjord.
SRS
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.