Første milepæl for kommunernes arbejde med Den Grønne Trepart er nu nået. For her den 1. februar har kommunerne officielt nedsat de 23 lokale treparter, der skal gøre Den Grønne Trepart til lokal virkelighed.
Samtidig har kommunerne udpeget de formands- og sekretariatskommuner, der skal stå i spidsen for arbejdet i hver af de 23 lokale treparter.
I hver trepart sidder folk fra kommuner, landbrug, Danmarks Naturfredningsforening og Naturstyrelsen. I denne flok, hvor deltagerne ellers tit har kæmpet mod hinanden, skal man nu forliges.
- Lokalt skal man lave en god dialog med dem, der ejer jorden, for ellers kan det ikke lade sig gøre. Det er en stor opgave, når man skal have alle med, siger Johannes Lundsfryd Jensen (S).
Han er formand for Klima- og Miljøudvalget i Kommunernes Landsforening, der får en central rolle i arbejdet.
Dialog er nøglen
Op mod ti procent af det danske areal skal blive til natur. Samtidigt skal Danmarks dårlige vandmiljø forbedres, og udledningen af CO2 skal mindskes.
- De lokale treparter skal lave en plan for deres område. Her er de hjulpet af et stort kortmateriale via databasen Mars, når det gælder CO2 og drikkevand. Det er mere tricky, når det gælder udledning af kvælstof, siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Mange værktøjer er velkendte, men dialogen bliver alfa og omega.
- Den store fordel i arbejdet er det store lokalkendskab, som alle har i den lokale trepart. Hvor man ved, hvad der foregår, og at den store lokale landmand måske går på pension om få år, siger han.
I Danmark Naturfredningsforening er alle de 46 trepartsdeltagere ulønnede og frivillige, som går ind i det historisk store naturprojekt af ren entusiasme.
De 23 lokale treparter har nu hver især til opgave at udarbejde en såkaldt omlægningsplan for, hvordan man konkret lokalt vil komme i mål med at reducere udledningen af kvælstof og udtage lavbundsjord.
Omlægningsplanerne skal allerede ligge klar inden udgangen af 2025, og derfor venter der også de 23 lokale treparter en kæmpe opgave
Du kan finde mere information om de 23 lokale treparter og de udpegede formands- og sekretariatskommuner i oversigten her.
/ritzau/ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.