
Det er et år siden, at Grøn Trepart blev lanceret som en historisk aftale mellem staten, kommunerne, landbruget og naturens stemmer.
Aftalen lagde kimen til den største arealanvendelsesreform i nyere tid – og introducerede samtidig en ny måde at styre og samarbejde politisk i Danmark.
Og ifølge Eva Sørensen, professor i offentlig forvaltning ved RUC og ekspert i demokratisk innovation, er den grønne trepart ikke bare et nybrud i måden, vi planlægger for vores arealer, men også et muligt gennembrud for en ny demokratisk styringsform, som Eva Sørensen kalder "det samarbejdende folkestyre 2.0".
- Det er en form for demokratisk og styringsmæssig innovation. I stedet for at presse opgaverne ind i de eksisterende institutioner, har man indrettet både ministerier og kommuner mere ad hoc omkring selve opgaven, siger hun.
For at sikre, at reformen skulle kunne føres ud i livet, skabte regeringen Ministeriet for Grøn Trepart, der samlede kompetencer på tværs af eksistererende strukturer og ministerier.
Den samme tendens har Eva Sørensen set i kommunerne, hvor flere kommuner har oprettet midlertidige §17,4-udvalg, hvor man altså kan prioritere den politiske opgave på tværs af traditionelle udvalg og sammensætninger.
- Det er en tendens, vi ser flere steder. Man organiserer sig mere flydende og fleksibelt – tilpasset opgaven og det samarbejde, der kræves, siger Eva Sørensen.
Systemet lytter
Eva Sørensen har haft mulighed for at følge trepartens implementering – særligt i Limfjordsområdet og i Morsø Kommune, hvor hun får lov at følge processen helt tæt på.
Her oplever hun en stor vilje til samarbejde på tværs af aktører, både lokalt og nationalt.
- Der er bredt ejerskab til reformen – fra partier og organisationer til græsrødder og embedsværk. Mange har virkelig en stærk vilje til at få det til at lykkes, også selvom det bliver sværere, jo tættere vi kommer på implementeringen, siger hun.
Især fremhæver hun, hvordan KL og Ministeriet for Grøn Trepart har været opmærksomme på at skabe de rette forudsætninger for, at treparterne kan lykkes, nemlig at få de rette aktører med i rummet, skab institutionel opbakning, sørg for incitamenter, kompetencer og klare regler.
KL og ministeriet er også lydhøre, når der er opstået udfordringer. En udfordring flere steder har været manglen på hænder, især udtagningskonsulenter. Men ifølge Eva Sørensen viser systemet også her tegn på læring og tilpasning.
- Der er skabt gode kommunikationskanaler op gennem systemet. Når der opstår barrierer, bliver de videreformidlet til ministeriet og styrelserne, som faktisk reagerer på dem. Det er helt afgørende for en reform af denne størrelse, siger hun.
Ikke i mål – men på vej
Selvom der er grund til optimisme, understreger Eva Sørensen, at den virkelige test kommer, når kommunerne for alvor skal implementere reformen fra 2026.
- En ting er at få en reform igennem Folketinget. Noget helt andet er at sikre, at den også implementeres, og det er noget, man er meget bevidst om inde fra statens side. Det er også derfor, man har haft så stort et fokus på implementering fra starten, fordi man har set, hvordan andre reformer har mødt udfordringer, når de skulle ud i virkeligheden, siger hun.
Netop derfor har inddragelse og samarbejde været helt centralt. Den grønne trepart bygger på samtale og kompromis mellem aktører, der traditionelt har stået langt fra hinanden – og de erfaringer vækker også international interesse.
- En lang række lande kigger til Danmark, fordi vi har formået at få stridende parter ind i samme rum med fuld institutionel opbakning. Det stærkeste værn mod polarisering er en stærk demokratisk kultur. Og den bygger vi, når vi tager samtalen – også når vi er uenige, siger Eva Sørensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.