Et forsøg i Aarhus med 40 sensorer nedlagt i seks cykelstier for at måle asfaltens temperatur har siden december været i gang i Aarhus Kommune. Temperaturmålingerne er koblet op på en ny sms-service, som interesserede cyklister kan tilmelde sig, hvis man på kolde vinterdage gerne vil vide, om cykelstien er god at køre på eller ej. 1.061 borgere har tilmeldt sig til sms-servicen, og i forsøgets levetid er der seks gange udsendt sms'er, skriver TV2 Østjylland.
Projektet har i alt kostet 138.784,75 kroner. Det er den totale pris inklusiv indkøb af udstyr og arbejdstimer, oplyser Teknik og Miljø. Byrådsmedlem i Aarhus Henrik Arens, tidligere medlem af Nye Borgerlige og nu løsgænger, er ikke imponeret over forsøget.
- De fleste af os kan godt finde ud af at kigge ud af vinduet og se, om der er frost og sne. Så jeg synes simpelthen bare ikke, det er et vigtigt projekt. Især ikke i et år med store besparelser hele vejen rundt, siger Henrik Arens til TV2 Østjylland.
Endnu ikke afsluttet
Forsøget er endnu ikke afsluttet, og Teknik og Miljø oplyser, at forvaltningen forventer at evaluere projektet i løbet af foråret.
- Vi har modtaget en masse god feedback fra tilmeldte borgere. Vi tager selvfølgelig alle input og læringer med, når vi evaluerer, oplyser Teknik og Miljø i en mail til TV2 Østjylland.
Adspurgt i dag mener rådmanden Nicolai Bang (K) fortsat, at projektet henover vinteren har været fint, men flere skal med, hvis sensorerne skal sidde der til næste vinter, for 1061 er for få.
- Jeg har først set tallene i dag, og jeg tænker helt klart, at skal vi fortsætte, skal vi have en bedre markedsføring for at få flere med. Tanken er jo, at vi skal have flere til at cykle. Jeg kunne godt tænke mig, at vi gør en indsats for at få flere tilmeldt. 1061 er ikke tilfredsstillende, lyder det fra rådmanden.
Hvorvidt pengene i stedet burde være brugt på cykelstier, vil Nicolai Bang gerne skyde ned.
- Vi er en kommune, hvor vi gerne vil forsøge os med nye tiltag. Jeg kan forstå, at spørgsmålet går på, om vi ikke skal bruge pengene på cykelstier. Jeg lavede en hurtig beregning, og vi kan få 30,5 meter cykelsti for det beløb, siger han.
cwa
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.