dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Fredning ved Gl. Lejre står ved magt

Både region og kommune protesterede imod naturfredning - og er nu efter en tur rundt i mange instanser underkendt af Miljøklagenævnet.

En fredningssag ved Gl. Lejre, der har været i både det ene og det andet nævn samt en byret og næsten en landsret, har nu fået en ny afgørelse

Miljøklagenævnet har i en afgørelse slået fast, at en fredning af ca. 486 hektar uberørt landskab omkring Gl. Lejre og Ledreborg Allé ikke er ugyldig, sådan som 12 private lodsejere ellers havde påstået.

Fredningssagen stammer tilbage fra 2012, hvor Region Sjællands råstofplan udlagde flere graveområder i det naturskønne landskab, og det gjorde muligheden for fredning aktuel.

I 2013 valgte Fredningsnævnet for Østsjælland så at frede de 486 hektar, hvor langt det meste ejes af 29 lodsejere, mens Roskilde, Lejre og Københavns kommuner samt Vejdirektoratet tilsammen ejer godt 23 ha.

I bero i landsretten

Den fredning blev indbragt af 12 af lodsejerne sammen med Lejre Kommune, Region Sjælland og Vejdirektoratet, og i 2016 stadfæstede Natur- og Miljøklagenævnet det meste - på nær lidt, som Vejdirektoratet ejede.

De 12 lodsejere gik så videre til retten, fordi de mente, at råstofloven havde forrang for naturbeskyttelsen. De fik ikke medhold her, hvorefter de tre af lodsejere i 2019 ankede til Østre Landsret - nu med særligt henblik på miljøreglerne.

Før den retssag kom i gang, bad Natur- og Miljøklagenævnet Fredningsnævnet se på sagen igen med miljø-briller på. Landsretten satte samtidig sagen i bero af samme grund.

I 2020 slog Fredningsnævnet fast, at naturinteressen i området må gå frem for råstofinteressen, og det samme er Miljøklagenævnet endt på.

 

 

 

 

 

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.