
KØBENHAVN: En ny analyse viser, hvor mange grader man kan sænke temperaturstigningerne med lokalt i byerne, hvis man anlægger flere grønne og blå områder.
Analysen er lavet af Rikke Selvig Andersen og Josefine Brejnbjerg Buch, der her til sommer blev færdige på deres kandidatuddannelse i landinspektørvidenskab på Aalborg Universitet.
De store mængder data kommer fra satellitter, geografiske informationssystemer og forskellige statistikker og tager udgangspunkt i data, der dækker København.
Forskere har længe været klar over, at grønne og blå områder i byerne kan sænke temperaturen, men den nye analyse bidrager med grader på effekten.
Analysen viser, at havet køler temperaturen i byen med op til to grader inden for 150 meter. De grønne områder med planter og træer sænker typisk temperaturen med en halv grad, og kombinationen mellem grønne og blå områder giver en dobbelt så stærk effekt, altså op til en grad. De blå områder i form af søer, åer og hav kan være med at at køle byen ned, og der køler havvand bedst.
- Effekten afhænger af, hvilke typer af vand der er tale om. Især havet har en markant kølende effekt. Og når blå områder er i forbindelse med grønne områder med planter og træer, bliver den kølende virkning endnu stærkere, siger Rikke Selvig Andersen.
Det er ifølge analysen også klart, at asfalt og beton er med til at varme byen op, da jorden ikke kan opsuge og fordele varmen.
- Vi har vist vigtigheden af, at vi beholder grønne og blå områder i byerne – også i kombination med hinanden, fastslår Josefine Brejnbjerg Buch.
JN
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.