

De 23 lokale treparter har haft travlt i løbet af året med at gennemgå og identificere landbrugsarealer, der kan omlægges til natur for at nå i mål med den grønne trepart.
Nu har den lokale trepart omkring Smålandsfarvandet som den første trepart nået en vigtig milepæl, nemlig at have udpeget de potentielle omlægningsprojekter i et katalog, som kan sendes videre til medlemskommunerne.
I alt har treparten videresendt et katalog med mere end 450 potentielle omlægningsprojekter, der kan forbedre vandmiljøet omkring Syd- og Vestsjælland og Øerne, og det skaber selvsagt glæde hos medlemmerne af treparten:
- Jeg er meget glad for, at vi nu har en robust plan for Lokal Trepart Smålandsfarvandet, som vi i enighed kan præsentere for kommunalbestyrelserne, siger byrådsmedlem i Næstved Kommune og forperson for Den Lokale Trepart Smålandsfarvandet Cathrine Riegels Gudbergsen (V).
- Vi kom tidligt i gang i februar, og det har været et intenst forår, hvor vi har presset på for at være klar nu. At vi har en godkendt plan nu, er naturligvis også udtryk for en god samarbejdsånd og en meget åben og konstruktiv dialog hele vejen rundt, tilføjer hun.
Bygger stadig på frivillighed
Foruden de mere end 450 skitseprojekter indeholder kataloget godt 100 allerede ansøgte/igangværende omlægningsprojekter, som er en del af planen for Den Lokale Trepart for Smålandsfarvandet.
Planen opfylder ikke bare målene, der er sat for den lokale trepart, men overstiger faktisk samlet set de mål, der er sat for at mindske kvælstofudledning. Således er der en potentiale for at mindske mængden af kvælstof med ca. 1.100 tons, mens det formelle mål er 627 tons.
Det er dog ikke ensbetydende med, at det er det, man ender med. Det skyldes, at der netop er tale om en potentialeplan, fordi alle projekter bygger på frivillighed og kompensation. Som lodsejer er man ikke tvunget til at gå med og omlægge sin jord, selvom den indgår i et skitseprojekt.
- Vi har været enige om at aflevere en robust og dynamisk omlægningsplan, der kan justeres, når projekter ændrer sig eller falder fra undervejs. Derfor har det været vigtigt for os at tegne alle de velegnede arealer ind som skitseprojekter. På den måde er vi mere sikre på, at vi når i mål – også efter den konkrete dialog med lodsejere og de nærmere tekniske undersøgelser, siger Cathrine Riegels Gudbergsen.
Derudover indeholder omlægningsplanen forslag om ca. 2.500 hektar skovrejsning og ca. 7.200 hektar ny natur i området omkring Smålandsfarvandet. Udpegning af arealer egnet til skovrejsning og områder med naturpotentiale fortsætter i 2026.
Med enighed om planen i Den Lokale Trepart er det nu byråd/kommunalbestyrelser i de ti kommuner omkring Smålandsfarvandet, der skal se på planen. Området deles af Slagelse, Sorø, Kalundborg, Holbæk, Ringsted, Faxe, Vordingborg, Guldborgsund, Lolland og Næstved kommuner.
Byrådene/kommunalbestyrelserne skal principvedtage planen inden årets udgang. Herefter kan kommunernes arbejde med at undersøge og realisere de mange projektforslag i samarbejde med lodsejerne gå i gang.
2025-tidsplan for lokale treparter
Februar: Landbruget, Danmarks Naturfredningsforening og kommuner sætter sig sammen for at finde løsninger lokalt med målet om at lave en omlægningsplan.
August: Den Lokale Trepart godkender indholdet i omlægningsplanen og sender den til ”principvedtagelse” hos byrådene. Planen viser de mest egnede arealer til at opnå et renere havmiljø, en styrket biodiversitet og reducere CO2-udledningen til atmosfæren.
September: Lodsejere med jord i et projektforslag får besked i e-Boks. Kommunen kan fx invitere til møde eller tilbyde en personlig snak. Alle projekter bygger på frivillighed og kompensation.
Oktober - december: Inden årets udgang principvedtager trepartens kommuner omlægningsplanen. Med kommunernes vedtagelse går det egentlige arbejde med at implementere de mange projektforslag i gang
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.