
Det var ikke tilfældigt, da folketingsveteranen Henrik Dam Kristensen (S) blev udpeget som ekstern formand for den grønne trepart, da regeringen skulle samle de mange parter med modstridende interesser. Den tidligere formand for Folketinget er kendt for sin gode evne til at samarbejde, pointerede økonomiminister Stephanie Lose (V) ved udpegelsen, og det lykkedes da også Henrik Dam Kristensen og resten af parterne i den grønne trepart at lande en historisk aftale sidste år.
Ved årsskiftet blev 23 nye lokale formænd og forperson udpeget i kommunerne til at stå i spidsen for de lokale treparter, der skulle sikre konsensus om udtagningsplaner og føre den grønne trepart ud i livet.
Den opgave fik blandt andre Henrik Dalgaard (K) fra Vesthimmerland, som nu skulle stå i spidsen for treparten for Limfjorden, til at kalde det "ikke bare min største opgave, men en af danmarkshistoriens største opgaver" i et interview med Kommunen.dk.
For nylig kunne forpersonerne for De Lokale Treparter for Smålandsfarvandet og Østersøen fortælle, at de snart var klar til at sende et katalog med de arealer, som er bedst egnede til at omlægge fra landbrug til natur, videre til de mange kommuner, der er en del af treparten. Og forperson for Lokal Trepart Østersøen, Martin Graff Jørgensen (SF) fra Vordingborg Kommune, har været glædeligt overrasket over, hvordan samarbejdet er forløbet.
- Det har været en god oplevelse. Jeg har ikke været overrasket, over, at vi har haft mange gode snakke og diskussioner, men det er nok kommet bag på mig, hvor gnidningsfrit det er gået, og hvor god stemning der har været omkring samarbejdet, siger han til DK Nyt.
For selvom at der har været parter, som historisk har haft et mindre godt forhold til hinanden, har de evnet at sætte sig sammen og tale om et så følsomt emne, som hvordan landbrugsjorden skal anvendes – uden at nogen har forsøgt at forhale processen, fortæller Martin Graff Jørgensen.
- Der er selvfølgelig et element i, at der er en bunden opgave, som begge parter har budt ind på, og som der skal leveres i forhold til. Specielt for landbruget ved de godt, hvad der sker, hvis de ikke byder ind på processen. Ligesom Danmarks Naturfredningsforening også har haft store ambitioner for de lokale treparter, som de forsøger at følge op på. Men der har virkelig været en stor velvilje fra alle parterne for, at man skal lykkes og finde løsninger.
Ingen brug for forsoning
Og selvom man til den nationale grønne trepart måtte hente en diplomatisk veteran med årtiers erfaring fra både folketing, flere ministerier og internationale poster, så har det ikke været nødvendigt for Martin Graff Jørgensen at finde sin indre diplomat frem.
- Det lyder meget fint at sidde som formand for en af de lokale treparter, men det har i høj grad været en rolle som mødeleder og at stå for det organisatoriske omkring, hvordan fokus skulle lægges i dagsorden, og hvornår vi skulle have afklaret hvad og hvornår. Det har i virkeligheden været en mere strukturel opgave end en diplomatisk.
Det hænger blandt andet sammen med, at selvom der er rum for fortolkning og diskussioner lokalt, så er de store politiske linjer allerede trukket – og dermed er mange politiske kampe allerede taget nationalt.
- Det har ikke været en politisk proces, hvor vi har skulle prioritere mellem forskellige politiske holdninger og ønsker, men snarere at holde gang i en allerede vedtaget proces, forklarer Martin Graff Jørgensen.
- Det har derfor ikke været nødvendigt, som nogen måske ellers havde frygtet, at sidde med som den store diplomat og forsonende bindeled. Det har i stedet handlet om at styre processen fremad.
Ser ind i en flaskehals
Som forperson har der dog også været nok at holde styr på, selvom arbejdet ikke har budt på de helt store ideologiske sværdslag fra parterne. For selvom den nationale trepart har lagt sporet til en historisk omlægning, er man i de lokale treparter stødt på en række udfordringer lokalt.
- Jeg tror, vi på stort set alle møder har haft et punkt om barrierer, så det er noget, vi har haft stort fokus på. Der har været mange forskellige udfordringer, som vi har formidlet videre op i systemet. Det har handlet om alt fra frigivelse af midler til jordkøb og til kompensationsordninger, til hvordan vi arbejder rundt om naturbeskyttelsesregler for faktisk at skabe mere natur, end det vi har, siger Martin Graff Jørgensen og peger særligt på udfordringer i forhold til de interne kompetencer i kommunerne til at gennemføre projekterne:
- Vi ser ind i en ret stor flaskehals her i slutningen af året og starten af næste år, fordi der er for få medarbejdere til at gå i dialog med lodsejerne i den hastighed, denne proces kunne have kørt med. Der mangler faglige kompetencer i kommunerne til at lave sagsbehandlingen og projektplaner færdige så hurtigt, som man kunne have ønsket.
Det er også en problemstilling, som KL's klima- og miljøudvalgsformand, Johannes Lundsfryd (S), er opmærksom på.
Det er dog ikke bare at finde de rette kompentencer her og nu, for opgaverne med den grønne trepart spænder vidt, og der er derfor brug for en lang række kompetencer i både kommuner og interesseorganisationerne:
- Kompetencer skifter. Her i løbet af efteråret kommer vi til at have et større fokus på skovrejsning, og så bliver det en ny faglighed, der bliver brug for. Det er derfor også et udtryk for, at der skal mange forskellige fagligheder i spil i løbet af processen, siger Martin Graff Jørgensen.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.