
Forsamlingshuse, idrætshaller, kultur- og medborgerhuse kan nu søge mellem 200.000 kr. og 1 mio. kr. fra Renoveringspuljen til energirenovering, reparationer, istandsættelse og opgradering af faciliteter. Det er Nordea-fonden, der står bag puljen på 75 mio. kr., som er åben frem til 18. december.
Nordea-fonden ønsker at hjælpe landets mødesteder med at blive mere tilgængelige og skabe holdbare rammer for fællesskab og aktivitet i lokalsamfundet.
- Vi vil give de lokale mødesteder en hjælpende hånd, så de kan stå stærkere og udvikles med større fokus på miljømæssige og sociale hensyn i fremtiden, og fortsat være vigtige omdrejningspunkter for de mange fællesskaber, vi samles om. Vi oplever en stor efterspørgsel fra foreninger, der vil forbedre både de miljømæssige og sociale rammer, og med puljen håber vi at gøre en forskel i hverdagen, hvor fællesskaberne mødes, siger administrerende direktør, Henrik Lehmann Andersen.
Gennem Renoveringspuljen kan der søges støtte til energibesparende og miljøvenlige løsninger samt forbedret tilgængelighed med f.eks. handicapramper og akustikforbedring.
Der er desuden særligt fokus på at støtte initiativer, hvor genbrug og upcycling af byggematerialer, bevaring og istandsættelse af eksisterende bygningselementer samt en bred inddragelse af brugerne er i højsædet.
Nordea-fonden afholder desuden et webinar den 4. november, hvor det er muligt at høre nærmere om puljens kriterier og få hjælp til ansøgningsprocessen.
Bedre tilgængelighed for alle
Fonden har fremhævet to tidligere eksempler som inspiration, Kulturhuset Lindegaarden i Lyngby-Taarbæk Kommune og Ramsing Forsamlingshus i Skive Kommune.
- Vi ønskede at skabe et sted, hvor ingen bliver udelukket på grund af manglende adgang. Nu kan alle, uanset om de kommer med kørestol eller rollator, være en del af Lindegaardens kultur- og fællesskabsaktiviteter, fortæller Niels Erik Petersen fra fondsbestyrelsen i Kulturhuset Lindegaarden.
Her har en ny, robust rampe i egetræ, specialtilpasset belægning over de toppede brosten og nye handicaptoiletter gjort det lettere for ældre og gangbesværede at deltage i arrangementerne. I alt har projektet fået næsten 1 mio. kr. i støtte fra Nordea-fonden.
I Ramsing Forsamlingshus har fik man 125.000 kr. til renovering af køkkenet, som ikke bare har handlet om at få et moderne køkken, men om at sikre, at forsamlingshuset fortsat kan være et kulturelt og socialt centrum i en landsby, hvor skolen og købmanden for længst er lukket.
- Forsamlingshuset er blevet vores mødested, et sted hvor gamle og nye borgere kan samles og finde fællesskab, fortæller Jytte Jørgensen, der har været med til at stå for projektet.
esl
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.