To nye forskningsprojekter på Aalborg Universitet i Esbjerg skal styrke beskyttelsen af bl.a. Danmarks kritiske offshore-infrastruktur gennem avancerede droner.
Med et samlet budget på 80 mio. kr. og en fordobling af medarbejderstaben får forskningsgruppen ved AAU Energy markant flere ressourcer.
Projekterne - ABBA USV og U-Shield - fokuserer på overvågning og beskyttelse af bl.a. offshore installationer som havvindmøller, rørledninger og søkabler.
ABBA USV udvikler ubemandede fartøjer, der kan kombinere luft-, overflade- og undervandsteknologi, mens U-Shield arbejder på en interceptor-drone, der fredeligt kan neutralisere uønskede droner tæt på kritisk infrastruktur.
- Hvis man ikke har overvågning, kan man heller ikke handle. Og hvis man observerer noget fremmed, skal man også have værktøjer til at agere. Derfor hænger de to projekter tæt sammen, forklarer Simon Pedersen, sektionsleder ved AAU Energy i Esbjerg.
Stort potientiale
Begge projekter er støttet af EUDP og Innovationsfonden og gennemføres i tæt samarbejde med en række industripartnere, herunder Vattenfall, Teledyne Reson, Tuco og SubC Partner.
Hos SubC Partner, der har omkring 200 ansatte i Esbjerg, ser man et voksende marked for maritim sikring.
- Vi ser det som en pligt at udnytte vores viden til at udvikle og optimere inspektionsløsninger, der kan bruges i forbindelse med kritisk energiinfrastruktur - specielt under vand, siger Rasmus Graungaard Olsen, projektleder hos SubC Partner.
Initiativerne kommer da også på et tidspunkt, hvor hybride trusler mod Danmark er stigende, og sektorberedskabet på energiområdet er hævet.
Efterretningstjenesterne peger samtidig på Rusland som aktiv aktør i hybridkrig mod Danmark.
- Vores arbejde med at forske i overvågning og sikring af maritim sikkerhed har hele tiden været relevant, men det er i hvert fald ikke blevet mindre aktuelt, siger Simon Pedersen.
For offshorebranchen markerer projekterne et betydeligt løft i udviklingen af autonome og semi-autonome systemer, der både kan styrke beredskabet og effektivisere inspektion og vedligehold på havet.
ap
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.








