dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi
Det er betondækningsgrave som denne i København, som kommunerne nu skal i gang med eftersyn af. (Arkivfoto)
Thomas Traasdahl/Ritzau Scanpix

Alle landets kommuner skal gennemgå deres beskyttelsesrum

Kommuner skal i gang med et eftersyn af betondækningsgrave for at registrere beskyttelsesrummenes stand.
5. DEC 2025 10.06

Alle landets kommuner og beredskaber skal nu gennemføre fysiske eftersyn af Danmarks betondækningsgrave.

Det oplyser Styrelsen for Samfundssikkerhed i en pressemeddelelse.

Eftersynet af betondækningsgrave, som er bunkere med offentlig adgang, skal give myndighederne et samlet og opdateret billede af den reelle stand og kapacitet af landets beskyttelsesrum.

Initiativet følger efter et piloteftersyn, der siden oktober har været gennemført i seks kommuner og beredskaber.

Her blev der samlet erfaringer ind fra seks kommuner og beredskaber. Det drejer sig om blandt andet København, Østjylland og Aalborg.

Erfaringerne er indarbejdet i en tjekliste og en vejledning. Dem skal kommunerne anvende i det landsdækkende eftersyn.

- Selv om der ikke er en konkret militær trussel mod Danmark, lever vi i en tid, hvor det igen er blevet aktuelt at tale om beskyttelsesrum i Europa, siger Torsten Schack Pedersen (V), minister for samfundssikkerhed og beredskab, i pressemeddelelsen og fortsætter:

- Derfor er det vigtigt, at vi får skabt et overblik over den reelle stand og kapacitet af eksisterende beskyttelsesrum.

Digital platform åbner i januar

Resultaterne skal registreres i en digital indberetningsplatform. Den åbner efter planen i starten af januar.

Målet er, at eftersynet så vidt muligt skal være afsluttet senest 15. marts.

Styrelsen erkender, at opgaven vil være omfattende. Det gælder særligt for kommuner med mange betondækningsgrave.

Derfor planlægges en række webinarer i samarbejde med Kommunernes Landsforening, hvor kommunerne kan stille spørgsmål og få vejledning.

Nogle betondækningsgrave lejes i dag ud til kulturelle formål som eksempelvis øvelokaler.

Samtidig arbejdes der videre med næste fase af eftersynet, som vil omfatte de såkaldte sikringsrum.

Sikringsrum udgør en anden type beskyttelsesrum end betondækningsgrave.

/ritzau/

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/alle-landets-kommuner-skal-gennemgaa-deres-beskyttelsesrum

GDPR