
De seneste ugers skiftende vintervejr har givet travlhed i mange kommuner med at lappe huller i asfalten eller registrere hullerne til senere lapning.
- Kombinationen af først regn og derefter frost skaber frostsprængninger og dermed flere huller i vejene, ligesom eksisterende huller kan blive større, forklarer centerchef for Teknik & Miljø i Greve, Rikke Hvelplund, til sn.dk.
I første omgang lappes de mest kritiske huller med en særlig asfalt, men når det bliver varmere i vejret, kan hullerne repareres mere varigt, fortæller hun.
I Assens har kommunen sat en ekstra lappebil ind, så der kører to i stedet for en, fortæller DR. I Randers har man gjort det samme, og selv om der arbejdes på højtryk med lappeløsninger, er det umuligt at nå alle huller foreløbig, og derfor har man flere steder sat advarselsskilte op, fortæller kommunens driftsleder Frank Poulsen til Randers Amtsavis.
I Holstebro får man normalt fire-fem henvendelser på en uge om huller i vejen, men i denne uge har der været 35, fortæller driftsinspektør Gurli Tonsberg til Holstebro Dagblad.
Ses på bundlinjen
I Ringsted er man også hårdt ramt, fortæller driftschef hos Vej og Park Bent Bodebjerg til sn.dk.
- Der er mange huller spredt ud over det meste af Ringsted, og vi arbejder i døgndrift for at få styr på det. Bare torsdag lagde vi to ton asfalt ud, og vi kører fortsat, fortæller han.
De mange huller som følge af de store regnmængder vil også efterlade huller i mange budgetter. I Assens er der allerede brugt væsentligt flere penge end normalt, skriver DR, og i Slagelse forventer Peter Johansen, chef for Entreprenørservice, Færger og Havne, at det vil kunne ses på bundlinjen.
- Forventningen er at vi kommer til at bruge en langt større andel af vej- og asfaltbudgettet til lapning og udbedring af skader ovenpå vinterperioden end normalt, hvilket naturligvis ender med at gå fra andre opgaver på kørebaner og så videre, siger han til DR.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.