
FREDERICIA: Et cirka 100 meter langt område på Østerstrand i Fredericia har siden 2014 været lukket for offentligheden på grund af en olieforurening, der fandt sted tilbage i 1985, men siden blev mere eller mindre glemt. Men nu skal der gøres noget ved sagen, har Fredericia Kommune, Region Syddanmark og Shell besluttet.
Løsningen går ud på, at Shell etablerer en biologisk barriere, der skal forhindre olie i at nå stranden og Lillebælt. Dette i kombination med en naturlig nedbrydning skal sikre, at forureningen forsvinder inden for hvad parterne kalder 'en overskuelig årrække'.
Forureningen stammer fra et gammelt udslip af flere tusind liter olie fra Shells tanke på havneterminalen i Fredericia i retning mod Østerstrand og Lillebælt. I årene efter har Shell iværksat en række tiltag for at opsamle olien og forhindre den i at brede sig yderligere, men i 2014 kom der yderligere skred i sagen, og en politisk følgegruppe bestående af politikere og embedsfolk fra kommune og region blev nedsat.
Den biologiske barriere er foreslået til følgegruppen af Shell, der ifølge raffinaderidirektør Andreas Krobjilowski 'har gode erfaringer fra både Danmark og udlandet med barrierer af aktivt kul og bakterier, der opsuger og nedbryder forureningen'. Forventningen er, at en sådan biologisk barriere vil bevirke, at stranden kan være renset inden for tre til syv år.
Formanden for Region Syddanmarks udvalg for miljø, jordforurening og råstoffer, Jørn Lehmann Petersen (S), er i første omgang tilfreds med Shells løsning, men kræver, at der sker en løbende monitorering af effekten. Formanden for Fredericia Kommunes miljø- og energiudvalg, Christian Bro (S), lægger især vægt på 'en tydelig tidsplan' for, hvornår stranden kan ventes genåbnet, om nødvendigt ved at supplere med andre løsninger.
Foruden etableringen af den biologiske barriere er der enighed om at foranstalte yderligere undersøgelser, inden følgegruppen mødes på ny om et års tid.
mk
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.