dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
doi

Fredericias olieudslip spøger igen

Det nytter ikke at rydde op efter de gamle olieudslip i 1970'erne og 1980'erne, hvis der fortsat sker nye udslip, siger politikere i Region Syddanmark og Fredericia Kommune. Der sker ikke nye udslip, siger Shell, som gerne er med på at sikre en løsning
22. MAJ 2015 17.13

FREDERICIA / SYDDANMARK: I december 2014 nedsatte Region Syddanmark og Fredericia Kommune i fællesskab en politisk følgegruppe for at følge opsamlingen af de mange tusinde liter olie, der er løbet ud fra Shells tanke på havneterminalen i Fredericia for mere end 30 år siden. Og torsdag var følgegruppen så på besøg for at se på de initiativer, Shell har iværksat.

- Jeg er rigtig godt tilfreds med det nye opsamlingsanlæg, som Shell har etableret i begyndelsen af året ud mod stranden, og at der på teknisk plan foregår en konstruktiv dialog om det mellem selskabet, regionen og kommunen. Det er vigtige skridt i den rigtige retning med at få ryddet op efter de store udslip af olie, der er sket på terminalen over årene, siger Jørn Lehmann Petersen (S), formand for udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer i Region Syddanmark.

Brønde uden effekt opdaget 26 år senere
Olieudslippet blev opdaget i 1985, og året efter begyndte Shell at opsætte brønde til at opsamle olien. I 2011 konstaterede olieselskabet, at brøndene ikke havde haft den fornødne effekt, og at forureningen havde spredt sig til grundvand, badestrand og havmiljø. Derfor blev et nyt afværgeanlæg sat i gang i december sidste år.

- Vi er naturligvis ærgerlige over, at der fortsat er store mængder olie i jorden på havneterminalen og under den sydligste del af Østerstrand. Og vi er meget optagede af at sikre, at der ikke kan ske nye udslip fra det gamle anlæg på havneterminalen, siger Christian Bro og fortsætter:

- Det nytter ikke at rydde op under anlæggene og på stranden, hvis der sker nye oliespild og -udslip. Så det vigtigste lige nu er at sikre mod ny forurening. Dernæst har vi selvfølgelig en klar forventning om, at Shell påtager sig et ansvar og håndterer den eksisterende forurening på Skanseodde. Vores borgere skal kunne færdes trygt og sikkert på strandene.

Shell har intet juridisk ansvar
Fredericia Kommune har foreløbig afspærret ca. 100 meter af den tre kilometer lange Østerstrand ud for havneterminalen indtil foråret 2016, imens Shell arbejder på at forhindre yderligere spredning af forureningen fra terminalområdet.

- Det er en svær sag politisk, fordi forureningen fandt sted for så lang tid siden, at der ikke kan gøres et juridisk ansvar gældende over for Shell. Vi kan altså ikke tvinge Shell til at rydde op efter sig selv. Omvendt er der heller ingen tvivl om, at olieselskabet har en moralsk forpligtigelse i sagen. Selv i 1980'erne var man udmærket godt klar over, at olie og benzin var gift for miljøet, påpeger Jørn Lehmann Petersen.

Shell går med i løsningen
Hos Shell forstår man ikke, at regionen taler om nye udslip. Her understreger man, at der er tale om det samme udslip, men at der fortsat foregår en udsivning.

- Selvom vi ikke har en juridisk forpligtelse til at oprense strandområdet, ønsker vi naturligvis at opføre os ansvarligt. Derfor har vi i et tæt og godt samarbejde med de relevante myndigheder allerede investeret mange penge i et omfattende afværgeanlæg, der skal standse udsivningen fra oliespildet tilbage i 1980'erne, siger Jesper Brieghel, kommunikationschef hos Shell til dknyt.

Han fortæller, at udslippet påvirker stand, havmiljø og grundvand - og understreger, at det grundvand, der er påvirket ikke er drikkevand, men at det drejer sig om sekundært overfladevand I 2 meters dybde, som har været påvirket.

Kommunen har taget prøver af havvandet ud fra stranden i december. De viser ingen påvirkning af havmiljøet. Ifølge embedslægen udgør udsivningen på stranden dog en begrænset sundhedsfarlig risiko, og længere ophold frarådes der derfor.

'Vi gik selv til kommunen'
- Da vi opdagede at der var udslip gik vi selv til kommunen så vi kunne få det løst i samarbejde. Vores udfordring er hvordan vi stopper udslippet og så kan vi forholde os til stranden bagefter.

- Vi ønsker helt bestemt at være en del af løsningen her, og når vi er sikre på at udsivningen er effektivt standset, vil vi i samarbejde med myndighederne beslutte, hvilken løsning der er den sundhedsmæssigt, økonomisk og miljømæssigt bedste løsning for det forurenede område af stranden.

For at undgå yderligere udslip har Shell gravet en rende på to meter ud for bygningen og sat brønde. Alt tyder ind til videre på, at de to tiltag har stoppet udslippet, men det er for tidligt at sige med sikkerhed, fortæller Jesper Brieghel

 

 

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.

Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.

Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik

Afvigelse fra ovenstående kræver skriftligt tilsagn fra DK Medier.

https://www.dkteknikogmiljoe.dk/artikel/fredericias-olieudslip-spoeger-igen

GDPR