
KØBENHAVN: En bred kreds af partier i Folketinget (V, LA, K, S, DF, R og SF) lægger nu op til at ophæve fredninger i tre områder. De vil muliggøre et bolig- og erhvervsbyggeri, der kan indbringe By & Havn 1,9 mia. kr. By & Havn er statens og kommunens byudviklingsselskab, som gennem grundsalg og byudvikling skal skabe indtægter til både ny metro og gæld for allerede etableret metro.
Naturfredninger er til for at beskytte naturområder mod byggeri og i høj grad mod økonomiske interesser i at bygge i naturområder. Begynder man at tillade det, så vil fredninger få markant mindre værdi for naturen. Ophæver Folketinget de tre fredninger ved lov, er det derfor en underminering af fredningslovgivningen. Den vil godt nok stadig være der, men noget vaklende.
Planerne om at ophæve fredningerne ved lov er en manglende respekt for den lovgivning, som Folketinget selv har vedtaget. Folketinget burde i respekt for lovgivningen sende sagen tilbage til kommunen og bede kommunen om at søge områderne affredet gennem regler i den gældende naturfredningslovgivning. Havde det være privatpersoner, der havde ageret sådan, så ville vi uden tøven have betegnet det som selvtægt.
Det kan være legitimt, at Folketinget i ganske særlige tilfælde ophæver fredninger ved lov. De særlige tilfælde forudsætter, at der er tungtvejende samfundsinteresser, som nødvendiggør, at fredningen ophæves. Det kunne fx være en motorvejs gennemførelse. I praksis er det derfor kun sket helt undtagelsesvist. Det er absolut ikke tungtvejende i naturfredningen, at stat og kommune vil have penge til et selskab som By & Havn.
De tre områder ligger alle i Kalvebodkilen ved København. Det ene ligger på Lærkesletten i den sydlige del af Amager Fælled. Det andet ligger lige ved Selinevej på Kalvebod Fælled syd for Sjællandsbroen. Det tredje er Stejlepladsen ved Fiskerhavnen også lige syd for Sjællandsbroen med på Sjællandssiden.
Alle tre områder rummer hovedsageligt almindelig natur. Deres værdi er i høj grad at være en del af et samlet naturområde. Nogle politikere begrunder deres indgreb med, at områderne har såkaldt lav naturværdi. Alle områder rummer imidlertid mulighed for, at naturværdien vil øges med tiden. Lige som det er sket på store dele af Amager Fælled.
I fredningen er der i høj grad lagt vægt på, at fredningsområderne skal have været rekreative områder for københavnerne. Bebygges de, vil det derfor være et alvorligt indgreb i den rekreative funktion. Det vil være et indgreb i den - for København - helt væsentlige og store grønne kile ind i København.
Imod grundlæggende principper
De tre områder er kommet i spil efter, at kommunen har opgivet et boligbyggeri på strandengen på Amager Fælled – et område med en unik natur. Det var et By & Havns areal. By & Havn hævder, at de dermed mister en indtægt på 1,9 mia. kr. By & Havn har dog ikke villet fremlægge, hvordan de er kommet frem til det beløb.
By & Havn havde i deres regnskab værdisat byggegrunden på strandengen til 422 mil. kr. Kommunen hævder imidlertid, at de skylder By & Havn 1,9 mia. kr. De tre arealer, hvor kommune og stat nu vil ophæve fredningerne ved lov, skal derfor give By & Havn en indtægt på 1,9 mia. kr.
Danmarks Naturfredningsforening vurderer, at kommunen ville få et klart nej til affredning, hvis de fulgte loven og søgte affredning gennem fredningsnævnet. En affredning – med indtjening som grund - vil være imod grundlæggende principper i fredningslovgivningen.
Hvis partierne ophæver fredningerne for de tre områder, udviser de desværre en helt manglende etik for, hvordan man som lovgiver bør agere. Folketinget bør have respekt for den lovgivning, partierne selv har været med til at vedtage. Den skal vi som borgere rette os efter. Det bør partierne også.
De partier, der mener at have en grøn politik, må se i øjnene, at mange borgere vil have svært ved at se den grønne farve i deres politik, hvis det ophæver fredningerne ved lov.
Vi håber, at politikerne opdager, hvor alvorligt et overgreb de er i gang med, og derfor opgiver at ophæve fredningerne ved lov.
Knud Erik Hansen, næstformand i Danmarks Naturfredningsforening København, og Birgitte Bang Ingrisch, fredningsleder i Danmark Naturfredningsforening
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.