
SYDDANMARK / BILLUND: Det tidligere Grindstedværkets rensningsanlæg i Grindsted er under mistanke for at have lækket forurenende stoffer i driftsperioden fra 1974 og frem og bliver derfor nu kortlagt som muligt forurenet, oplyser Region Syddanmark.
Allerede i 2010 varslede regionen en kortlægning af området omkring rensningsanlægget, men vurderede dengang, at der manglede stærke nok beviser til at gennemføre kortlægningen.
- Virksomheden meddelte os dengang, at de hverken havde kendskab til spild eller utætheder, og ej heller kommunen havde oplysninger, der gjorde det muligt at kortlægge området som forurenet, forklarer Jørn K. Pedersen, civilingeniør i Vand og jord-afdelingen i Region Syddanmark.
I forbindelse med at Grindstedværkets nuværende ejer, DuPont, har planer om at lukke rensningsanlægget og i stedet benytte det kommunale spildevandsanlæg, skal der imidlertid foretages et såkaldt nedlukningstilsyn. Og det er i den forbindelse, at de 'nye' oplysninger om mindre revnedannelser i et bassin på rensningsanlægget tilbage i 1980’erne, er kommet frem.
Nye oplysninger om gamle revner
- Vi har af vores egne undersøgelser kunnet se, at der måtte være en forureningskilde øst for banegravsdepotet. Indholdet af stoffer har relation til Grindstedværkets produktion, som man også kan læse af de rapporter, vi har lagt ud på hjemmesiden, siger Jørn K. Pedersen.
Derudover har Region Syddanmark ved hjælp af grundvandsmodelberegninger formået at indkredse arnestedet til det forurenede grundvand til området omkring rensningsanlægget.
- Der er simpelthen ikke andre logiske kilder i nærheden end rensningsanlægget, der kan forklare de fund, vi har gjort i vores målestation opstrøms banegravsdepotet. Og derfor vælger vi at kortlægge området efter at have vurderet sagen ud fra de nye oplysninger, siger Jørn K. Pedersen.
Ændrer ikke det store billede
Regionen kunne have kortlagt arealet omkring rensningsanlægget tidligere, men har afventet en endelig afgørelse fra Miljøstyrelsen, om der kan udstedes et påbud til virksomheden i sagen eller ej. Svaret kan have betydning for størrelsen på det kortlagte areal. Selv om afgørelsen fortsat ikke er kommet, vælger regionen nu at kortlægge hele området, så grunden ikke kan bruges til boliger eller anden følsom anvendelse.
Der er ikke noget, der tyder på, at den mulige forurening ved rensningsanlægget udgør en trussel for menneskers sundhed, byens drikkevand eller miljøet. Derfor er der som udgangspunkt ingen offentlig indsats på arealet.
I varslingsbrevet forbeholder Region Syddanmark sig dog muligheden for på et senere tidspunkt at foretage videregående undersøgelser på matriklen.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.