
Vejkanter langs danske statsveje skal udnyttes, så der kommer flere insekter og mere biodiversitet. Det skal ske ved at skabe endnu et spor til insekter. Det siger transportminister Thomas Danielsen (V) i en pressemeddelelse.
- Vi har næsten 8000 kilometer vejkanter langs statsvejene, og de skal bruges til få mere biodiversitet og dermed insekter, siger han.
I forbindelse med udbygningen af E45 mellem Vejle og Aarhus bliver der skabt en "decideret insektmotorvej" - et pilotprojekt, som strækker sig over 46 kilometer. Fredag var transportministeren og biologer i området, hvor den nye korridor skal etableres.
Her har emnet været vigtigheden af tiltagene for at skabe en bedre biodiversitet, og hvordan rabatterne skal passes, lyder det. Korridoren skal vedligeholdes, så invasive plantearter ikke overtager arealerne. Insektkorridorer er ifølge professor i biolog på Aarhus Universitet, Trine Bilden, et godt initiativ.
- Jeg synes umiddelbart, at det er en god nyhed og positivt, at man vil prøve at sammentænke løsninger, der giver bedre forhold for de vilde insekter og vores vejnet, siger hun til Ritzau.
Størrelsen tæller
Korridoren ved E45 skal være sammenhængende, og blandt andet træer og buske ryddes. Arealet og størrelsen er også særlig vigtig ifølge Trine Bilden.
- Der er et potentiale for, at der vil kunne være nogle store arealer, som vil blive lagt ud. Danmark står jo over for en udfordring med at identificere arealer, der skal lægges ud til mere vild natur og mere biodiversitet, siger hun.
Ifølge transportministeren vil det ikke koste meget at tilføje bedre levesteder for insekter, når der alligevel bruges "milliarder på nye veje og vejudvidelser".
- Det er mit mål, at hver gang, der bliver sat en skovl i jorden langs vores veje, så bliver der tænkt på, hvordan man kan få flere insekter, siger transportminister Thomas Danielsen i meddelelsen.
/ritzau/
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.