KØBENHAVN: I to år er elbusser blevet testet på linje 3A. 92 pct. af passagererne er tilfredse. Renere luft og mindre støj har været to argumenter for at udskifte de velkendte dieselbusser med elbusser på de københavnske veje. Derfor har Københavns Kommune, Movia og energiselskabet E.ON de sidste to år testet to elbusser på linje 3A, oplyser TV2 Lorry.
Testforsøget viser ifølge kommunen, at elbusser er en rigtig god idé - så god, at kommunen nu vil gå i gang med at udskifte flåden af bybusser, så de fremover kører på el.
I december bliver buslinjerne 2A og 18 som de første omdannet til udelukkende at betjenes af elbusser. Efter planen skal de sidste dieseldrevne busser i byen udfases senest i 2025.
Testresultaterne fra forsøget på linje 3A viser, at 82 pct. af chaufførerne og 92 pct. af passagererne var tilfredse med elbusserne. Støjniveauet er også blevet bedre. Sammenlignet med dieselbusserne på linjen er dobbelt så mange passagerer meget tilfredse med støjniveauet i elbusserne.
Lade-problem
En af udfordringerne som testen afslørede havde med opladningen at gøre. Når der er snavs og skidt på bussens tag kan det nemlig tage ekstra tid at få opladet bussen. Bussen skal nemlig oplades via en arm på taget.
- Det, som chaufførerne har tilkendegivet, er, at nogle gange er de lidt langsommere til at lade end det, der var forudsat ved busplanlægninger og ruteplanlægninger. Det skal selvfølgelig korrigeres, så man har sikkerhed for, at de børnesygdomme der har været, de ikke er her, når vi ruller det her ud i stor skala, siger overborgmester Frank Jensen (S).
Med indvielsen af Københavns første 'rene' elbuslinjer, 2A og 18, vil hele 15 pct. af byens bustrafik køre på el.
Når alle dieselbusser er udskiftet med grønne elbusser, vil det spare københavnerne for mere end 26.690 ton CO2, 25.600 kg NOx og 170 kg forurenende partikler.
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.