
Det er rigtigt set af regeringen, at regionerne kan fratages opgaver, som ikke handler om sundhed.
Det mener KL, som støtter den del af regeringens udspil til sundhedsreform.
- Vi bakker op om regeringens ønske om at fokusere regionernes arbejde, og vi er klar til at påtage os de opgaver, som regeringen mener vi skal, siger KL’s formand, Martin Damm (V), i en pressemeddelelse.
Regeringen vil helt fjerne regionernes opgaver fx på kulturområdet og med udviklingsstrategier og -aktiviteter. Bl.a. har regionerne hentet finansiering i EU til klimaprojekter og bistået kommunerne med at lave klimahandlingsplaner.
Robuste strukturer
Både regionerne og Landdistrikternes Fællesråd har udtrykt bekymring over planerne. Men de opgaver kan kommunerne og staten fint løfte, uden at fx klimaindsatsen vil lide under det, mener Martin Damm.
- Vi har i kommunerne samarbejdet om vækst, udvikling, kultur og klima, længe før vi havde regioner, så vi har ganske robuste strukturer for vores samarbejde med både nabokommuner og i en større kreds af kommuner. De bindinger, der er fra EU på, hvordan grænseoverskridende og interregionale samarbejder kan håndteres, må vi finde løsninger på. Det er teknik. Men vi mener uden problemer, at man kan luge ud i de administrative niveauer, siger han.
Han hæfter sig bl.a. ved, at erhvervsfremmereformen fra 2019 flyttede en række opgaver fra regioner til kommuner, hvilket efter hans vurdering var en stor succes.
Også på kultur- og trafikområdet er kommunerne ifølge Damm klar til at påtage sig det fulde ansvar.
Uenighed om pengene
For øjeblikket betaler kommunerne cirka 126 kr. pr. borger til regionerne i udviklingsbidrag, hvilket svarer til 750 mio. kr. om året, som regionerne så har brugt på regionale aktiviteter i kommunerne.
- Når der ikke længere skal laves regionale udviklingsaktiviteter, går vi naturligvis ud fra, at pengene bliver i kommunekassen, så vi kan bruge dem på fx lokale og tværgående klimaindsatser, siger Martin Damm.
Det er dog i modstrid med regeringens udspil, hvor det står, at pengene fra opgavebortfald hos regionerne skal blive på sundhedsområdet og bidrage til at finansiere den samlede sundhedsreform.
ak
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.