
NORDFYN: Lodsejere, der tænkes at kunne blive berørt af kommunens skitseprojekt til nye nordfynske vådområder, har fået videresendt fortrolig information fra kommunens teknik- og miljøudvalg.
Seks af udvalgets syv medlemmer har opfordret kommunens it-afdeling til at undersøge deres mailkonti, og den undersøgelse har netop slået fast, at det ikke er dem, der har lækket de famøse mails. Det syvende medlem, Rene Lundegaard fra Nye Borgerlige, har ikke villet lade sin mailboks undersøge og afviser, at han skulle være synderen.
Lækken er sket efter udvalgets møde i maj 2016, og på det tidspunkt var Rene Lundegaard medlem af byrådet for Dansk Folkeparti. Men i begyndelsen af juli blev han ifølge DF's lokalformand Per Christensen ekskluderet 'på grund af længerevarende samarbejdsvanskeligheder', mens det ifølge Rene Lundegaard var hans eget valg at forlade partiet.
Rene Lundegaard vil i mail-sagen ikke lade andre få adgang til sin indboks, fordi han henholder sig til kommunens til kodeks, hvor ærlighed, troværdighed og åbenhed er bærende. Hans argument er, at det er borgere og ansatte, der skriver til én, og så åbner man ikke disse mails for forvaltningen.
Ubehagelig situation
Formanden for udvalget Franz Rohde (K) oplyser til dknyt, at undersøgelsen også omfatter den del af det administrative personale, der har haft adgang til de omtalte mails, men heller ikke nogen af dem er skurken.
- It-afdelingen har tjekket vores mails. Ud fra det kan man ikke entydigt konkludere, at det er Rene Lundegaard, der har lækket dem. Det er få i forvaltningen, der har adgang til disse mails, men ifølge undersøgelsen er det heller ikke dem, der har videresendt dem, siger Franz Rohde.
Han synes, det er en ubehagelig situation med mistanke på alle udvalgets medlemmer. Franz Rohde kan ikke pege på andre, der kunne have videresendt mailen, end de allerede involverede, men påpeger, at der ikke foreligger et bevis for noget
'Borgerne skal kunne stole på os'
Franz Rohde synes, han har gjort, hvad han kan, og derfor ryger sagen nu i byrådet.
- Dér ved vi jo ikke, hvad det ender med. Man kan jo politianmelde sagen, det er en vej at gå. Det vigtigste for mig er, at vores kodeks om samarbejde bliver støvet af, overholdt og respekteret. Ellers er det svært at samarbejde. Det er derfor, at det er vigtigt, at vi drøfter, hvordan vi fremover agerer efter kommunens eget kodeks for vores kommunale og politiske arbejde, siger Franz Rohde.
De oplysninger, der er lækket, har skabt usikkerhed hos en del lodsejere, og det er meget uheldigt, pointerer han.
- Etablering af vådområder bliver langt vanskeligere nu. Desuden er folk blevet fejlinformeret, fordi de ikke har fået alle oplysninger. De er blevet vildledt og ikke vejledt, som vi gerne ville have gjort ordentligt fra udvalgets side. Det har i hvert fald påvirket det negativt, understreger Franz Rohde.
Han mener desuden, at det stiller kommunen dårligere, når den skal købe jord til denne type projekter.
- Men kommunens samarbejdskodeks er det vigtigste for mig. Og så er det utroligt vigtigt for mig at påpege, at borgerne skal kunne stole på os politikere og kommunen. De skal opleve fortrolighed i kommunen, de skal kunne regne med os. Det skal vi gøre vores ypperste for, understreger Franz Rohde.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.