
Giv de unge i alle kommuner et areal, hvor de har fuldstændigt frie rammer til at bestemme over og bygge et projekt. Forslaget kommer fra innovationschef for Orange Innovation (Roskilde Festival) Esben Danielsen, da han deltog i en debat om de unges rolle i planlægningen af de fremtidige danske byer arrangeret af projektmagerne 12 byer på 12 måder.
- Stort set alle foruden Københavns Kommune begynder at ryste, når man siger det, sagde han og efterlyste langt mere mandsmod fra politikerne til at lade noget af deres byplanlægning være åben.
Skindemokrati
Generelt var der bred enighed blandt debatdeltagerne om et behov for at inddrage de unge og borgerne mere, og herunder at slippe lidt af detailplanlægningen.
Men her nytter det heller ikke noget, hvis politikere holder sig til formelle høringer, hvor deres borgerinddragelse mest af alt kan komme til at ligne et skindemokrati, forklarede Marianne Thyrring, der netop har rejst landet rundt for at tage temperaturen på det lokale demokrati som repræsentant for Økonomi- og Indenrigsministeriet.
Hun har oplevet frustrationer fra borgere, der ikke forstår, at politikerne efter en lang høringsfase ender med at vedtage stort set de samme formuleringer i deres politik, som før høringsfasen.
- Der kan det godt være en stor overraskelse for borgerne, at de har valgt politikere, der er så kloge og så alvidende, at de ikke behøver lytte, sagde Marianne Thyrring med klar ironi i stemmen.
Ejerskabet forsvandt
Derudover bør politikerne indse, at de er nødt til at have langt kortere processer, hvis de vil have de unge med. Ellers kan konsekvensen nemt blive, at ejerskabet til et projekt fuldstændigt forsvinder og ender som en fuser.
Louise von Müllen bag 12 byer på 12 måder kunne for eksempel fortælle, hvordan en af kommunerne i projektet undrede sig såre over, at de unge slet ikke ville bruge den skaterbane, som de selv havde været med til at starte op. Årsagen var imidlertid, at de unge selv var blevet ældre og derfor havde mistet interessen under den langvarige proces.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.