Læsø stritter imod naturnationalpark "uden en rød øre"

LÆSØ: "Vi er ikke afvisende over for en nationalpark, men i stedet for en statsstyret nationalpark bør der indføres en særordning, så kommunen selv kan drive den."  

Sådan kan kommunalbestyrelsens holdning på Læsø i meget store træk sammenfattes - når man læser økommunens høringssvar til et forslag fra regeringen om at oprette naturnationalparker.

At der i lovforslaget er et udtrykkeligt ønske om at oprette en "Naturnationalpark Læsø" har fået kommunen til at pege på en historisk mistillid fra Læsø til de statslige myndigheder, hvis ageren ligefrem beskrives som "statslig godsejeradfærd".

Politikerne - altså de lokale - finder det umiddelbart oplagt med en form for nationalpark, men ikke hvis Læsøs befolkning endnu en gang sættes uden for indflydelse, som det hedder. Kun hvis følgende udsagn kan gøres til skamme: ”Vi har fået alle begrænsningerne uden at få en rød øre for det”. 

Øboerne har nemlig dårlige erfaringer med statslig naturforvaltning, hvor mange arealudpegninger til naturbeskyttelse som §3-arealer, Natura2000-arealer og fuglebeskyttelser ikke er fulgt op af økonomiske bevillinger. Det daværende Nordjyllands Amt kunne årligt bruge otte mio. kr. på at pleje naturen, men Læsø Kommune har kun råd til at bruge en mio. kr. om året.

2/3 båndlagt

Mere end 2/3 af Læsø Kommunes samlede landareal er i forvejen båndlagt af store naturfredninger, store arealdækkende kulturhistoriske fredninger, store §3-arealer, store Natura2000-arealer, et fuglereservat og betydelige statsejede arealer, der i det store og hele drives uden kommunal medvirken.

Kommunen er i sit høringssvar på det rene med, at det kan være svært for nutidens lovgivningsmagt at sætte sig ind i "den manglende tillid, der er mod statslig 'godsejeradfærd' på øen, hvor nogen adel eller adelige privilegier aldrig tidligere har eksisteret".

Høringssvaret går således helt tilbage til 1100-tallet i sin beskrivelse af de historiske forudsætninger for modviljen mod statslig indgriben uden indsigt i lokale forhold. 

I 1980'erne kunne øboerne på den ene side iagttage Fredningsstyrelsens kampagne "Bevar vore vådområder", mens Skovstyrelsen (under samme Miljøministerium) opkøbte store kær og hedemoser med henblik på dræning og tilplantning. En praksis, der først stoppede ved minister-indgriben.

Fra 20 til to ansatte

I de seneste årtier er store arealer, der traditionelt blev brugt til fællesgræsning, blevet opkøbt af Skov- og Naturstyrelsen. Beboerne har følt sig frataget deres rettigheder til græsning, og arealerne, der oprindelig var lysåbne heder og strandenge, der krævede pleje og pasning, sprang i stedet i skov.

I de senere år er der dog gennemført naturpleje, hvor især fyrre- og birkekrat er blevet fjernet - med EU-støtte.

Modviljen mod statslig indsats uden tilstrækkeligt lokalkendskab bliver ikke mindre af, at antallet af lokalt beskæftigede i Læsø Klitplantage er reduceret kraftigt gennem de senere år fra en lokal chef (klitplantør/skovfoged) og mere end 20 skovløbere og løsarbejdere til to menige medarbejdere. På grund af generelle besparelser er skovfogedstillingen flyttet til ’hovedkontoret’ i Skagen, og kommunen mangler dermed en lokal chef at gå til om stort og småt.