dkmedier
dknyt
dkindkob
dksocial
dksundhed
doi
DK Debat

Landsretten stadfæster tvangsauktion af omstridt Aarhus-villa

KORT NYT18. APR 2024 15.30

AARHUS: Vestre Landsret har stadfæstet en erklæret tvangsauktion over en omstridt privat villa i Aarhus Kommune, som de oprindelige ejere havde kæret. Den opsættende virkning betød, at de igen kom til at stå som ejere, selvom en nabo havde købt villaen på tvangsauktionen i januar. Dommen betyder, at naboen atter står som ejer og dermed kan rive villaen ned som påtænkt, skriver Aarhus Stiftstidende.

Sagen om villaen på Tronkærlund i Skødstrup ved Aarhus var opstået efter mange års strid om byggetilladelsen med Aarhus Kommune. En sag om kommunens krav i forhold til højden på husets sokkel var allerede i 2017 for Retten i Aarhus, hvor ejerne blev pålagt at få soklen i overensstemmelse med lokalplanen.

Da ejerne ikke ændrede soklen og alligevel byggede villaen færdig, fulgte det årelange slagsmål, hvor myndighederne krævede villaen revet ned og efterfølgende udskrev store tvangsbøder til ejerne, hvilket så førte til tvangsauktionen. Naboen, der købte villaen, skriver efter landsretsdommen til avisen: "Det betyder, at vi nu kan komme i gang med at fjerne det ulovlige hus og rydde op på grunden".

cwa

Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens § 11 b og DSM-direktivets artikel 4.