
MARIAGERFJORD: Lokale i Mariagerfjord Kommune er i gang med at omfordele jord ved Glenstrup Sø til gavn for klima, vandmiljø, natur og de mennesker, der bor i området.
Parterne i 'Det åbne land som dobbelt ressource' arbejder sammen om at sikre, at brugen af det åbne land gavner landbrug, klima, natur og vandmiljø og samtidig skaber bedre muligheder for attraktive landdistrikter og friluftsliv, oplyser kommunen.
- Målet er at skabe løsninger, hvor interesser mødes på tværs af sektorer, nationale og lokale interesser og har langsigtede mål. Det er indlysende, men udfordringen er, at hverken politik eller forvaltning er indrettet sådan. Derfor har vi udviklet en metode, hvor konfliktniveauet er lavt og omkostningerne ikke er for høje, siger Søren Møller, formand for 'Det åbne land som dobbelt ressource'.
- Forbedringer for klima, vandmiljø og natur kan kun ske ved at anvende landskabet bedre. I den forbindelse bygger metoden på en samfundsøkonomisk og demokratisk betragtning om, at ændringerne skal koordineres med det givne landskab og have fokus på forbedringer for de mennesker, som bor der.
- Vi skal ikke lave handleplaner for klima, vandmiljø og natur hver for sig og derefter lægge dem ned over landskabet og landmændenes jord uden en nøje vurdering og afvejning af de lokale forhold. Indsatsen skal altid være lokalt forankret med ansvar for at forfølge nationale målsætninger, afslutter Søren Møller.
36 konkrete ideer
Syd for Hobro ved Glenstrup Sø og Østerkær Bæk er de godt på vej med at vise, hvordan det skal gøres. Her har de lokale, som ejer og bruger landskabet, 36 konkrete ideer til en øget attraktivitet og bedre fordeling og anvendelse af jorden.
Realiseringen af ideerne vil betyde et mere attraktivt område med bedre adgang til natur og landskaber, styrkede fællesskaber samt erhvervsudvikling i landbruget.
Ideerne kommer fra det lokale projekt 'Fælles Forandring', som er et demonstrationsprojekt under 'Collective Impact - Det åbne land som en dobbelt ressource'.
Ideerne er samlet i en lokal udviklingsplan, som blev behandlet i byrådet 26. september. Her så byrådsmedlemmerne forslag om en gårdbutik, naturgenopretning, frugtplantage og en ny skov, som både skal lokke tilflyttere til Glenstrup Sø og Østerkær Bæk og gøre det endnu mere attraktivt, for dem der bor der i dag.
Stærkt fællesskab
- Ved Glenstrup Sø-området er der et fantastisk engagement og en vifte af tiltag, som hver især kan virke små, men som samlet er store og spiller ind i løsninger til komplekse samfundsudfordringer. Her er det stærke fællesskab afgørende, når vi skal stå sammen om store forandringer. Når forandringer kommer ovenfra, risikerer de nemlig at splitte lokalsamfund, og så kommer vi ingen vegne, siger Rasmus Fuglsang Frederiksen, projektleder for 'Fælles Forandring'.
Mariagerfjord Kommune ønsker med projektet at vise, at kommunerne rent faktisk kan levere processen. Sammen med planlæggere inden for jordfordeling og rådgivere inden for landbrug kan kommunerne levere samfundsmæssig merværdi ved at koordinere en bedre og multifunktionel jordfordeling med de lokale aktører.
- Med 'Fælles Forandring' er vi som kommune godt i gang med at udvikle en ny måde til at skabe bæredygtige løsninger. Det gør vi ved at samarbejde både tværsektoriel og tværprofessionel og ikke mindst i intens dialog med medborgere og civilsamfund, siger borgmester Mogens Jespersen (V).
Udarbejdelsen af Lokal Udviklingsplan for Glenstrup Sø og Østerkær Bæk er finansieret af Collective Impact - det åbne land som dobbelt ressource ved Realdania, LIFE IP Natureman og Naturen - en rentabel del af landbruget.
Læs mere: www.mariagerfjord.dk/Projekter/Faellesforandring
ka
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.