
Miljøstyrelsen har rettet op på mangler i overvågning af blandt andet grundvandet. Det fremgår af Kammeradvokatens rapport om styrelsens forvaltning af sprøjtemiddelområdet. Det oplyser Miljøstyrelsen og Miljø- og Fødevareministeriet i pressemeddelelser.
Miljøstyrelsen har rettet op, efter at Rigsrevisionen i december 2019 kritiserede overvågningen af grundvandet, forvaltning af dispensationer til pesticidmidler og kontrol med indberetninger.
Kammeradvokaten er tilfreds med Miljøstyrelsens nye tilpasninger. Og det er vigtigt for miljøminister Lea Wermelin (S).
- Beskyttelsen af vores grundvand er helt centralt for regeringen og mig som minister. Derfor tog jeg med det samme fat på at rydde op i forvaltningen i Miljøstyrelsen efter den alvorlige kritik fra Rigsrevisionen.
- Jeg er tilfreds med, at der er rettet op på fejl og mangler i forvaltningen. Men opgaven med at sikre tryghed om vores grundvand er langtfra slut her, siger Lea Wermelin i en pressemeddelelse.
Kritik af overvåging og manglende grundighed
Kammeradvokatens gennemgang blev sat i gang af Wermelin efter Rigsrevisionens kritik i december 2019. Rigsrevisionens kritik kom efter flere sager, hvor pesticidrester var blevet fundet i stort omfang i grundvandet rundt om i Danmark.
Det førte til kritik af overvågning af grundvandet, mens der også blev udtrykt kritik for manglende grundighed i forbindelse med dispensationer til pesticidmidler.
Miljøstyrelsen oplyser, at den har taget kritikken meget alvorligt. Derfor har den siden da 'arbejdet målrettet med et helt nyt forvaltnings- og administrationsgrundlag, der sikrer, at tilliden til Miljøstyrelsens forvaltning af området kan blive genoprettet'.
Efter Rigsrevisionens kritik iværksatte miljøministeren tre tiltag. Et af dem var en gennemgang af Miljøstyrelsens ændringer efter kritikken.
Et andet handler om et gennemsyn af blandt andet overvågning og godkendelse af sprøjtemidler. Dertil skal der være et kvalitetstjek af Miljøstyrelsens vurderinger af dispensationsansøgninger.
Derudover har miljøministeren også igangsat en kortlægning af udfordringer for det danske grundvand. Den skal danne grundlag for en bedre sikring af grundvand og drikkevand i fremtiden.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.