
Mange kasserede hårde hvidevarer - der ellers er egnet til genbrug - kan ikke genbruges, fordi kablet er klippet af. Det oplyser Elretur på baggrund af en analyse foretaget af miljøkonsulentvirksomheden Econet.
Helt præcist er det 12 pct. af hårde hvidevarer, der ikke kan genbruges, fordi det mangler et kabel, fortæller adm. direktør i Elretur Morten Harboe-Jepsen.
- Vi må konstatere, at produkter hvor der mangler et elkabel, fordi det er klippet af, ikke kan genbruges og dermed er tabt for den cirkulære økonomi, siger Morten Harboe-Jepsen.
Ifølge Miljøstyrelsen er der omkring 500 ton kabler, der hvert år ender i kommunernes kabelcontainere på grund af fejlsortering.
Misforstået sortering
Elretur har både gisningerne og konkrete observationer, der kan forklare problemet.
- En af tingene er, at man oftest bliver misinformeret omkring, at kablet skal sorteres i en anden kategori end der, hvor man afleverer sine hårde hvidevarer. Det får nogle til at klippe kablet af i den tro, at det er det rigtige at gøre. Det er det ingenlunde, siger Morten Harboe-Jepsen.
Løsningen på det er ifølge direktøren, at folk får at vide, at de ikke skal klippe kablerne af.
- De produkter, man afleverer til skrot, skal holdes så hele som muligt så længe som muligt, så vi har mulighed for at sortere dem fra, der ved hjælp af en reparation vil kunne føres tilbage til markedet, siger han.
En anden årsag kan også være, at kablerne kan være penge værd.
- Kablet består af kobber og noget plast. Kobber har en positiv værdi, så en antagelse kunne være, at kablet klippes af for at opnå en økonomisk gevinst, siger Morten Harboe-Jepsen.
Elretur er en non-profit organisation, der står for at indsamle elektronikaffald på vegne af elektronikbranchen.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.