Senest fra 15. juni skal der bæres mundbind i de danske lufthavne. Det er en del af et sæt nye retningslinjer, der skal reducere risikoen for coronasmitte. Retningslinjerne, der bygger på et sæt regler fra det europæiske luftfartssikkerhedsagentur, Easa, skal senest være implementeret 15. juni.
Dele bliver dog tilpasset danske forhold, blandt andet afstandskravet, hvor den generelle anbefaling om en meter i normale situationer vil blive fulgt. I de internationale retningslinjer anbefales en afstand på 1,5 meter.
- Det (retningslinjerne, red.) er en af de væsentligste brikker for, at vi kan komme i luften igen, siger Michael Svane, direktør for Dansk Luftfart.
Kravet om mundbind betyder, at der ikke behøves ledige sæder mellem passagererne i flyene.
- Medmindre luftfartsselskaberne selv vil gøre det. Reglerne indebærer krav om mundbind, som betyder, vi undgår at have begrænsninger i kabinerne, fortæller Michael Svane.
Samme retningslinjer
Det er Dansk Luftfart, der de seneste uger har drøftet retningslinjerne fra Easa med de danske myndigheder.
Transportminister Benny Engelbrecht (S) fortæller, at det har været vigtigt at finde at sikre, at de internationale retningslinjer blev implementeret.
- Det kan sikre, at luftfarten stille og roligt kan komme i gang. Erhvervsrejsende især har behov for at kunne rejse, og i det omfang, man rejser til lufthavne uden for Danmark, er det mest hensigtsmæssigt, at man følger de samme retningslinjer, lyder det.
Retningslinjerne, der er midlertidige, betyder også, at det i en periode kun er passagerer og personale, der har adgang til lufthavnsterminalerne.
Tibage til normalen i 2022
Luftfartsbranchen har været hårdt ramt af udbruddet af coronavirus og de rejserestriktioner, flere lande har indført. Det har betydet store tab for både fly- og rejseselskaber - blandt andet har SAS måttet varsle fyringer af 5.000 af sine 11.000 fuldtidsansatte.
De nye retningslinjer betyder dog ikke, at dansk luftfart fra den ene dag til den anden blomstrer op igen, vurderer Michael Svane.
- Der er flere andre brikker i puslespillet. En er spørgsmålet om restriktioner på rejse, som det ligger uden for luftfartens egne kræfter at sikre, siger han.
- Vi kigger ind i et Europa, der åbner sig langsomt, men sikkert. Men vi har også en noget restriktiv tilgang i Danmark. Så vi får bestemt flere ruter i gang og flere fly i luften. Men det vil ske gradvist, lyder det fra direktøren.
Han vurderer, at 40 pct. af trafikprogrammet vil være i gang igen inden udgangen af 2020. Først i 2022 ventes det at være tilbage til niveauet inden udbruddet af coronavirus.
Ritzau
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.