
FREDERIKSHAVN / HJØRRING: Havnene i Skagen, Hirtshals og Frederikshavn bliver nu sammen med havne i Norge og Sverige elektrificeret, oplyser Energibyen Frederikshavn. Målet er at fremme overgangen fra diesel til el – og dele erfaringerne med resten af verden.
Skandinavisk Elektrisk Transport System, SETS, hedder projektet, der skal accelerere de nordiske havnes omstilling til el-drift og dermed opfylde behovet for at reducere CO2-udledningen fra havnene. Otte havne fra Danmark, Norge og Sverige deltager i projektet, og gennem de næste tre år kommer de til at gennemgå en transformation til gavn for det maritime klimaaftryk i transportsektoren:
- Målet er at skabe et renere miljø på havnene, og det gælder både luftforurening og støj. Havnene skal være frontløbere i den grønne omstilling og handle før der kommer lovgivning på området, siger Peder Key Kristiansen, direktør i den erhvervsdrivende fond Skagen Uddannelsescenter og koordinator på projektet, der har Aarhus Universitet, Universitetet i Sørøst-Norge og Energibyen Frederikshavn med som faglige projektdeltagere.
Andre skal kunne dele erfaringerne
Projektet vil blandt andet udarbejde en elektrificeringsstrategi, som alle de involverede havne kan omsætte til konkrete løsninger. Der skal etableres testinstallationer med ladestandere til de el-trucks, el-kraner og andre køretøjer, som bruges på havnene, men også installationer, som kan levere landstrøm til fiskefartøjer og skibe, så de kan slukke dieselmotorerne, mens de ligger til kaj. Målet er, at der skal ske en betragtelig CO2-reduktion på de deltagende havne, og samtidig skal der samles et erfaringskatalog til brug for andre.
- I første omgang handler SETS om havnene, men på sigt vil vi have alle de tilknyttede virksomheder på havnene med i arbejdet, siger Peder Key Kristiansen.
En af deltagerne, Frederikshavn Havn, håber, at projektets afdækning af forsyningsbehovet på havnene kan åbne forsyningsselskaber og myndigheders øjne for nødvendigheden af et forbedret forsyningsnet:
- Vi ser udviklingen af landstrøm som et must, men samtidig opfordrer vi til, at man har fokus på udvikling af den landsdækkende energiinfrastruktur. Der er for mange huller i el nettet til, at alle havne i Danmark kan tilbyde landstrøm såvel på kort som langt sigt. Energiforsyningen må ikke blive et konkurrenceparameter, siger Mikkel Seedorff Sørensen, direktør, Frederikshavn Havn.
ka
- Det tre år lange projekt gennemføres med støtte fra EU’s Interreg-program for Øresund-Kattegat-Skagerrak.
- Partnerne er Energibyen Frederikshavn Kommune, Aarhus Universitet, MARCOD, havnene i Skagen, Frederikshavn og Hirtshals, svenske Sotenäs Kommun og den svenske havn, Kungshamn, Universitetet i Sørøst-Norge og de norske havne Larvik, Moss, Arendal og Grenland.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.