
VEJLE: Efter en henvendelse fra en borger har Vejle Kommune konstateret, at asfalten på Vardevej, en af indfaldsvejene til byen, er begyndt at give efter. Derfor har kommunen besluttet at spærre det ene spor af sikkerhedsmæssige årsager, oplyser kommunen på sin hjemmeside og på Facebook.
"Skrænten er meget blød/våd og kan potentielt også give efter neden for vejen," skriver kommunen.
Ifølge Vejle Amts Folkeblad har asfalten de værste steder sat sig fem-syv centimeter, og der er målt 20-80 cm lange revner. Teamkoordinator hos Vej & Park Kajan Variyeswaran har ikke umiddelbart et svar på, hvad der har udløst skaderne.
- Vi kender endnu ikke årsagen, men sammen med Cowi er vi ved at undersøge det. Der er et ret stort byggeri i gang neden for vejen, men om det har indvirkning på vejkassen, eller om noget andet gør det, ved vi ikke. Der er også kildevæld i området og mange parametre, der nu skal undersøges, siger han til avisen.
Det bliver værre
Der har jævnligt været jordskred i det kuperede terræn i og omkring Vejle, ikke mindst efter perioder med meget regn. Blandt andet måtte Vejle Kommune 7. februar i år evakuere beboerne i fire boliger i bydelen Mølholm efter et begyndende jordskred, fordi der var frygt for yderligere skred.
Og både i Vejle og andre steder er der grund til at frygte, at det bliver værre med jordskred fremover.
I et nyt studie fra Geus (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland) har forskerne for første gang brugt offentligt tilgængelige data til at vurdere, hvordan klimaforandringer kan påvirke skredbevægelsen i danske landskred. Studiet af tre store langsomme landskred øst for Vejle viser, at skreddene er følsomme over for klimavariationer, og at vi må vente stigende skredaktivitetet i fremtiden, oplyser Geus.
- Vi ser tydeligt, at der er meget lidt eller ingen bevægelse i skreddene i relativt tørre vintre, når grundvandet står lavt. På samme måde ser vi, at våde vintre, hvor grundvandet står højt, giver mere aktivitet i skreddene, siger Kristian Svennevig, seniorforsker ved GEUS og førsteforfatter på artiklen, der er udgivet i tidsskriftet Natural Hazards and Earth System Sciences.
Dataene for perioden 2015-2019, som studiet beskæftiger sig med, viser, at skreddene har en bevægelse på op til 8 cm om året i våde vintre, når grundvandsstanden står ca. en halv meter højere, end den plejer. I tørre vintre, hvor grundvandsstanden ikke står så højt, er der til gengæld ingen eller meget lille skredbevægelse.
- Når klimaet bliver vådere, bevæger skreddene sig mere. Vi havde det på fornemmelsen, før vi gik i gang med studiet, men det nye er, at vi kan sige det med så stor sikkerhed nu,” siger Kristian Svennevig.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.