Nu starter arbejdet i de lokale vandråd, der ligesom i 2014 skal komme med forslag til indsatser, der bør udføres for at forbedre vandmiljøet på udpegede vandløbsstrækninger - denne gang i henhold til vandområdeplanerne for tredje planperiode (VP3) som gælder for 2021-2027, oplyser DTU Aqua.
For at inspirere vandråd og kommuner stiller DTU Aqua data om vandløb og fiskebestande til rådighed og har udarbejdet vejledninger og film om, hvordan man bedst genskaber naturlige forhold i vandløbene og dermed grundlaget for naturlige fiskebestande.
Vandrådene kan på DTU Aqua's landsdækkende ørredkort få overblik over de naturlige ørredbestande i vandløbene. En god, naturlig fiskebestand lever kun i vandløb med relativt rent vand og et varieret dyre- og planteliv. En naturlig fiskebestand viser derfor, at et vandløb har det godt.
I alle landsdele kan der være gode bestande af ørred i små og store vandløb, hvis der er stryg med gruset og stenet bund, hvor de kan gyde. Derfor har Miljøstyrelsen udpeget ørreden og laksen som en indikator for vandløbs økologiske tilstand i de vandløb, hvor ørreden og laksen naturligt hører hjemme.
DTU Aqua samler data fra mange årlige undersøgelser af fiskebestande i vandløbene i det elektroniske 'Ørredkort'. Ørredkortet viser, at der er gode, naturlige bestande af ørred- og/eller lakseyngel mange steder, også i de små bække. Farven på kortets symboler viser størrelsen på bestanden af ørred- og lakseyngel.
Størstedelen af de undersøgte strækninger lever ikke op til kravene for 'god økologisk tilstand' i statens vandområdeplaner. Mange steder kan man derfor forbedre fiskebestandene og højne vandløbets miljøtilstand.
En del andre fiskearter end ørreden kunne også bruges som miljøindikator, men de findes ikke, som ørreden, i alle landsdele. De enkelte fiskearter indgår dog i et andet nationalt fiskeindeks, der typisk kan anvendes i større vandløb med mange arter.
På Ørredkortet kan man også i menuen yderst til venstre vælge at se, hvor de enkelte fiskearter er fundet ved DTU Aquas undersøgelser. Desuden kan man få vist på kortet, hvor mange fiskearter, der er fundet på de undersøgte strækninger.
Film viser, hvordan man forbedrer leveforhold for fisk
En dårlig fiskebestand kan ofte blive forbedret ved at højne vandløbets miljøtilstand, f.eks. ved at udlægge gydegrus eller fjerne spærringer for fiskenes vandringer.
DTU Aqua har lavet en række film, hvor kommuner og vandråd m.fl. kan hente vejledning. Filmene viser bl.a., hvad ørreden kræver af sine gydeområder, og hvordan man kan genskabe store ørredbestande ved at fjerne spærringer og etablere gydestryg. Det er værd at bemærke, at gydestrygene som udgangspunkt ikke forringer muligheden for at lede vandet væk fra markerne.
DTU Aqua har også samlet materiale og film om, hvordan forskellige projekttyper af vådområder, til rensning af kvælstof, kan påvirke den vilde fiskebestand i vandløb.
Rapporter med forslag til miljøforbedringer og databank med fiskedata
DTU Aqua undersøger løbende fiskebestandene i de danske vandløb og beskriver resultaterne i rapportserien 'Planer for Fiskepleje', tidligere kaldet udsætningsplaner, hvor der også er forslag til, hvor man kan udlægge gydestryg m.m.
Planerne beskriver bl.a. den naturlige produktion af ørreder fra gydning, idet der aldrig bliver udsat ørreder forud for DTU Aquas undersøgelser. Forekomst af ørredyngel viser derfor, at ørreder gyder i vandløbet.
Resultaterne fra DTU Aquas fiskeundersøgelser fremgår af Ørredkortet. Derudover er de nyeste resultater af undersøgelserne også overført til databasen WinBio, som anvendes af kommunerne, Miljøstyrelsen og Miljøportalen. Derfor indgår DTU Aquas data også i bedømmelsen af vandløbenes tilstand i vandområdeplanerne.
ka
Deltagerne i vandrådene kommer fra forskellige foreninger og organisationer, som skal bidrage med lokal viden, så kommunerne kan planlægge de nødvendige indsatser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.