AALBORG: Østerå, der i dag hovedsageligt løber som underjordisk kanal gennem Aalborg, skal åbnes - og projektet forventes at stå færdigt i 2023. Åløbet bliver slynget og grønt med bufferfunktion til at kunne rumme større regnmængder - og altså ikke noget med restauranter side om side som ved den fritlagte Aarhus Å.
Projekt åbning af Østerå gennem byen, der har været under udvikling og planlægning siden 2008, lever op til tre hensyn, byudvikling, klima og miljø, oplyser kommunen.
Med hensyn til byudvikling kan Østerå gennem Åparken, Karolinelundparken og Musikkens Plads betyde en rekreativ styrkelse. Og ved at skabe større kapacitet for afledning af regnvand i hele Østerås opland, medvirker projektet til at gøre Aalborg mere robust overfor ekstreme regnhændelser, som der forventes stadig flere af.
Vandet kan forsinkes i Åparken ved hjælp af et dobbeltprofil for vandløbet i terrænet, således at stier og skrænter i Åparken inddrages som 'bassin', når det regner meget.
Desuden forbedres vandmiljøet, og åbning af Østerå indgår i vandplanlægningen med fjernelse af spærringer for fisk samt en generel forbedring af vandmiljøet ved at konvertere det lukkede kanalsystem til et åbent åsystem med grusbund og brinker på langt de fleste strækninger gennem byen.
- Vi valgte at sige, lad os bringe åen til live, så den bidrager til den folkets park, som Karolinelund er. Det kræver, at vi fører den ind i parken, så den bliver synlig og tilgængelig, siger by- og landskabsudvalgsrådmand Hans Henrik Henriksen (S) til Nordjyske.
Han mener ikke, at løsningen i Aarhus kan gentages i Aalborg,
- Aarhus Å løber i en betonkumme, og der er ikke tvivl om, at den har bidraget til bylivet. I Aalborg ville der imidlertid ikke komme 15 restauranter og caféer langs åen, og derfor skal den valgte løsning kunne noget andet. Vi har derfor valgt at gøre Østerå til en del af en grøn kile og et åndehul for byens borgere, siger han.
Anlægsarbejdet vil koste 128,5 mio. kr. fordelt over årene til og med 2022.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.