SYDDANMARK / FREDERICIA: Den sydligste del af Østerstrand ud for Skanseodde i Fredericia skal hurtigst muligt åbnes for offentligheden igen. Der er nu lagt en overordnet tidsplan for etableringen af en særlig barriere, som skal forhindre mere olie i at nå stranden. Det blev aftalt i denne uge på et møde mellem Region Syddanmark, Fredericia Kommune og Shell, oplyser regionen.
Inden vinteren 2018 vil Shell etablere en reaktiv barriere, der skal forhindre yderligere olie fra et 30 år gammelt oliespild på havneterminalområdet i at nå den sydligste del af Østerstrand ud for Shells havneterminal.
En ny undersøgelse foretaget af Region Syddanmark viser – ligesom Shells egne undersøgelser – at der ikke længere findes større mængder af olie i fri fase oven på det øverste grundvand på den østlige del af havneterminalen. Den forurening, der findes, består derfor næsten kun af olieprodukter, der er opløst i grundvandet.
Den reaktive barriere skal etableres for at fange den opløste olie, der via grundvandet føres ned mod strandarealet. Samtidig peger regionens undersøgelse dog på, at barrieren bør dække et større område, så den tager højde for forandringer i grundvandsstanden og grundvandsstrømmene.
- Det var et meget positivt møde. Jeg vil gerne kvittere for, at Shell har imødekommet vores ønsker om at bibeholde det allerede etablerede, men desværre ikke tilstrækkelige afværgeanlæg som en ekstra sikkerhedsforanstaltning, ligesom vi nu har fået en tidsplan for, hvornår barrieren bliver etableret, siger Jørn Lehmann Petersen (S), formand for Udvalget for miljø, jordforurening og råstoffer i Region Syddanmark.
Godt kompromis
Fredericia Kommunes formand for Miljø- og Teknikudvalget, Christian Bro (S), er ligeledes tilfreds med mødets udfald:
- Vores mål er at få genåbnet den sydligste del af Østerstrand for offentligheden hurtigst muligt. Så jeg er glad for, at vi forhåbentlig kan se frem til en snarlig genåbning, siger han.
Det bliver nu op til en følgegruppe bestående af teknikere fra Shell, Region Syddanmark og Fredericia Kommune at vurdere forskellige løsningsmuligheder, som eventuelt gør det muligt at få genåbnet Østerstrand hurtigere end de forventede tre til syv år.
Det er mere end 30 år siden, at tusindvis af liter olie løb ud fra Shells tanke på havneterminalen i Fredericia i retning mod Østerstrand og Lillebælt. Siden har Shell iværksat en række tiltag for at opsamle olien og forhindre den i at brede sig yderligere.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.