
KOLDING: Kolding følger som en af de første kommuner en opfordring fra regeringen om at få kortlagt og genudpeget bevaringsværdige diger i landområderne, som fortsat skal beskyttes og bevares for kommende generationer.
Diger af ringe værdi vil landmænd og andre lodsejere til gengæld frit kunne disponere over, oplyser kommunen.
- Mit håb er, at vi med genudpegningen af de bevaringsværdige diger skaber klare linjer for lodsejerne, så de helt præcist ved, hvilke diger der er beskyttede, og hvilke de selv kan bestemme over. Det vil dog fortsat være sådan, at lodsejeren kan søge kommunen om dispensation til fx at lave en gennemkørsel i et beskyttet dige for at lette det daglige arbejde, forklarer skov- og landskabsingeniør Søren Mikael Møller, Kolding Kommune.
Styrke retssikkerheden
Digerne i landzone er beskyttet efter Museumsloven. De beskyttede diger blev kortlagt på landsplan i 1992, men da der er tale om en vejledende kortlægning behæftet med en del fejl og mangler, opstår der jævnligt tvivl og usikkerhed om reglerne.
På den baggrund opfordrede daværende kulturminister Bertel Haarder (V) og miljø- og fødevareminister Esben Lunde Larsen (V) i 2016 kommunerne til at få skabt klare linjer. Dels for at sikre beskyttelsen af de bevaringsværdige diger, dels for at styrke lodsejernes retssikkerhed. Siden har kulturminister Mette Bock (LA) fulgt op med en støtteordning til kommuner, der gennemfører en udpegning af diger i hele kommunen.
- Nu starter vi med Taps og Aller for at få nogle erfaringer. Herefter må politikerne vurdere, om vi skal lave den tilsvarende øvelse i resten af kommunen. I Taps og Aller sogne er der registreret knap 130 diger, mens der er cirka 2.500 diger i hele kommunen, fortæller Søren Mikael Møller.
Behov for tæt dialog
Rent praktisk sker det ved studier af eksisterende kortmateriale, luftfotos, mv. og ved besigtigelse af en del af digerne. Før undersøgelsen går i gang, har kommune og museum været i dialog med landbruget for at sikre en god proces.
- Vi havde egentlig planlagt at gennemføre projektet i 2017, men der viste sig behov for en tættere dialog, før vi gik i gang. Vi har nu aftalt, at kommunen undervejs evaluerer udpegningsarbejdet med landbrugsorganisationerne, ligesom der afholdes et møde i hver af de to sogne med de berørte lodsejere. Derudover vil hver enkelt lodsejer selvfølgelig blive direkte informeret og hørt, når undersøgelsen er gennemført, forklarer Søren Mikael Møller.
Undersøgelsen af digerne gennemføres i første halvdel af 2018 og ventes at tage to-tre måneder. Forslaget til, hvilke diger der skal beskyttes, sender kommunen herefter i høring hos de berørte lodsejere, der får mulighed for at komme med indsigelser. Høringsperioden varer otte uger. Når byrådet har vedtaget det endelige forslag, får Slots- og Kulturstyrelsen 12 uger til at komme med indsigelser.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.