
Der kommer ikke nogen generel udskydelse af fristen, som siger, at alle kommuner fra 1. juli i år skal være klar med en affaldsindsamling hos borgerne i ni fraktioner.
Miljøminister Lea Wermelin (S) lovede for en måned siden at diskutere sagen igen med partierne bag affaldsaftalen fra juni sidste år, efter at stribevis af kommuner, affaldsselskaber, KL og Dansk Affaldsforening alle har sagt, at fristen var alt for kort.
Det har hun nu gjort, og aftalekredsen er enig om at holde fast i fristen, oplyser ministeriet. Dog lover man fortsat at tage hensyn til kommunernes individuelle udfordringer.
73 har søgt dispensation
Efter den første runde protester gav ministeren før nytår kommunerne mulighed for at søge dispensation fra fristen. Det har ikke færre end 73 kommuner gjort.
- Det er en ambitiøs plan og en stor opgave for kommunerne, så mange kommuner har forskellige problemer med at nå fristen til sommer. Det har vi lyttet til ved at give en dispensationsmulighed. Målet er det samme, men vi skal nå det i fællesskab med kommunerne og danskerne, og det tager løsningen her hensyn til, siger Lea Wermelin.
Ifølge ministeren vil der med dispensationsmuligheden bedst kunne tages hensyn til kommunernes individuelle udfordringer, så der kan ske en løbende indfasning frem til udgangen af 2022, som er den frist, der blev sat for dispensationer før nytår.
Mødes med KL om et år
"Partierne bag aftalen er enige om, at dialog er en del af vejen frem, og derfor vil miljøministeren og KL mødes om et år med henblik på at drøfte status på implementeringen i kommunerne. Miljøstyrelsen vil her i foråret være i dialog om dispensationerne med de enkelte kommuner og kan her afklare individuelle udfordringer og samtidig give vejledning om de nye regler og krav," lyder det fra ministeriet.
De øvrige partier bag aftalen bakker som sagt op.
- Aftalen giver nye grønne arbejdspladser i virksomheder, der lever af genbrug og genanvendelse. Det er den vej vi skal, og så hurtigt som muligt. Kommunerne får mulighed for at søge dispensation, men vi holder fast i fristen, så de fleste kommuner kommer hurtigst muligt i gang, og virksomhederne kan finde nye måder at skabe grønne arbejdspladser på, siger fx Venstres klimaordfører Tommy Ahlers.
Tekst, grafik, billeder, lyd og andet indhold på dette website er beskyttet efter lov om ophavsret. DK Medier forbeholder sig alle rettigheder til indholdet, herunder retten til at udnytte indholdet med henblik på tekst- og datamining, jf. ophavsretslovens §11 b og DSM-direktivets artikel 4.
Kunder med IP-aftale/Storkundeaftaler må kun dele DK Tekniks artikler internt til brug for behandling af konkrete sager. Ved deling af konkrete sager forstås journalisering, arkivering eller lignende.
Kunder med personligt abonnement/login må ikke dele DK Tekniks artikler med personer, der ikke selv har et personligt abonnement på DK Teknik
Afvigelse af ovenstående kræver skriftlig tilsagn fra DK Medier.